Jeg har hørt en ulv

 Smuk bro og måneskin over Karlsgårde Sø

Det var en mørk og stormfuld aften i det barske Vestjylland. Den enlige konsulent ankom til et afsides liggende sovested og skulle lade op til næste dags vigtige arrangement. DR viste Bedrag, men det var for uhyggeligt at se alene, så vores hovedperson ledte efter en løbetur på GoogleMaps.

Ujævn sti med brændenælder
Skæbnen var ham venligt stemt - troede han. For lige i nærheden lå en større sø, og et par stier førte hen til en natursti, som omkransede søen.
Den løbetossede konsulent trak i de sorte tights, tog telefonen i jakken, klikkede start på uret og begav sig ud i mørket. Den første sti dukkede op som planlagt, og den næste kom lige så smertefrit. Den viste sig at være ujævn, og der stak grene og brændenælder ind over. Telefonen måtte frem, og dens lille lampe blev tændt.

Fra mørkt til kulsort
Vor antihelt kunne se et par meter foran sig, og stoppede jævnligt op for at orientere sig om rutens forløb. Det var umuligt at se fem meter frem. Det var ikke længere mørkt - det var nu kulsort. Og så kom lydene. Bedst, som han fandt ind i en slags rytme, lettede en fasan fra et buskads, og frigav en halv liter adrenalin.
Så kom stedet, hvor naturstien burde være, og alle trængsler skulle få en ende. Han løb lidt frem og tilbage, og fandt afmærkningen. På det første stykke bestod stien af et 30 centimeter bredt spor, og der var træer på begge sider. Mørket var nu skalaen over det kulsorte.

Puslen i skovbunden
Sengen var et par kilometer væk, og der var ikke elektrisk lys eller anden tegn på civilisation at se nogen steder. Der var simpelthen intet at se, andet end den lillebitte lysstråle fra telefonen.
Rækkerne af træer blev tættere. Den sorte sø var hele tiden på højre hånd, men den var sjældent synlig.
Ikke én men mange gange puslede det i skovbunden. Der lød skridt og trampen, og der lugtede flere steder af dyr.
Et sødt rådyr, tænkte konsulenten. Første gang. Senere blev tankerne mørke som omgivelserne. Det næste dyr kunne være en ræv eller en grævling, og kunne de ikke opfatte den pludselige bevægelse i skoven som en fjende?

Var det en ulv?
Godt, at telefonen også har den behagelige sidefunktion, at man kan ringe 112 på den, tænkte den langsomt løbende adrenalinforbruger. Så lød en skramlen fra det allermørkeste sted. Det var tæt på. Meget tæt, og en grufuld tanke tog bolig mellem de strittende ører: Var det en ulv? Er det ikke netop på denne egn, der er set spor af det hurtige dyr med de sylespidse hugtænder? Og er det ikke lige netop, når man forstyrrer dem ude midt i ingenting, at de er mest farlige?
Løbetossen turde ikke stoppe, men fortsatte i jævnt, langsomt tempo uden at se sig tilbage. Han kunne jo heller ingenting se.

Mange, lange minutter
Sådan fortsætte det i mange, lange minutter. Flere gange måtte konsulenten stoppe og orientere sig, og hver gang var det som om, der kom en lyd inde fra mørket. Så dukkede en bro op, som kortet også viste, og efter at have løbet galt et par gange åbenbarede der sig en stor, flot hængebro over det klare, sorte vand. Skyerne havde forladt trekvartmånen, der lå som en lysende prik i det sorte vand, og synet var storslået. Intet mindre. Her var i hvert fald ingen ulve.
Resten af turen gik glat. Via en hugning fandt den nu frygtløse løber tilbage til forbindelsesstien, hvorfra han kunne se lyset over sin sengelampe.

Lykkerus på asfalten
I ren lykkesrus slog han en omvej ud på en asfaltvej og løb i sikker stil den nærmeste landsby og tilbage igen i et mere vant tempo. Nattesøvnen blev helt uden mareridt, og næste dags arrangement kunne starte med en drabelig historie. Og her kunne de stedkendte deltagere bekræfte, at der er observeret ulve på egnen.
Så det kan i hvert fald ikke modbevises, at jeg har hørt en ulv.

Solklovnen

Og den virker.

For nogle år siden ønskede jeg mig en solcelleoplader til min telefon. Da den havde stået på ønskesedlen nogle gange, forbarmede en gavegiver sig over mig, og jeg pakkede glad det herlige apparat ud.
Foruden opladeren var der en masse stik, så vidunderet kunne levere strøm til alle typer telefoner, musikafspillere og andet nødvendigt grej. Skønt.
Jeg lagde den lille dimmer i solen i nogle dage, og der skete - intet. Den kunne ikke levere den mindste smule strøm til min telefon. Jeg prøvede igen nogle gange med samme resultat og smed dyret ud.

Markedets bedste
Efter at være kommet mig over skuffelsen, googlede jeg mig frem til markedets bedste solcelleoplader og skrev den på ønskesedlen. Den kom i første hug med nøjagtigt det samme tilbehør som nummer 1.
Desværre også med samme effekt. Første gang fik den kortvarigt lynet frem i toppen af telefonen som tegn på opladning, men ikonet forsvandt hurtigt igen.
Jeg prøvede at aflade og oplade et par gange, men uden resultat. Jeg sendte apparatet til importøren med et lille brev - og fik intet svar.
Så gav jeg op. Jeg er åbenbart en klovn til solenergi.

En lygte til sølle 195 kr.
En anden genganger på min ønskeseddel er lampen Little Sun, som kunstneren Olafur Eliasson har udviklet. Den har ingen villet give mig, men da vi var på Louisana forleden, lå den der og så smækker ud. Så jeg købte en fin lille gaveæske til sølle 195 kr.
Første gang skulle lampen lade op i 8 timer og belært af tidligere erfaringer, fik den en del ekstra tid. Stor var glæden, da jeg trykkede første gang på den lille hvide knap og så det skarpeste, fineste lys fra min nye lampe.
Den fungerer simpelthen perfekt.

En lille detalje
Der er så lige den beklagelige detalje, at jeg ikke har brug for en lommelygte. Jeg sover aldrig i telt, og hvis jeg færdes et sted, hvor der er meget mørkt, kan min telefon altid lyse op. Den har indbygget lygte.
Men pyt med det. Hovedsagen er, at solens gavmilde stråler bliver omdannet til strøm, som giver lys i den lille grimme lampe.

Lys i Afrika
Og så er der feel-good effekten. Når en forbruger i et rigt land køber en Little Sun sollampe, forærer Eliasson en lampe væk til en person i et område i Afrika, hvor der ikke er strøm. På den måde er jeg med til at skabe arbejdspladser i Ethiopen eller Ghana, og det er jo næsten lige så godt som at få strøm på telefonen.

Mit første år som forældreløs

I dag er det et år siden, min far sov sødt ind, mens vi andre holdt ham i hånden. Dermed har jeg oplevet mit første år som forældreløs.
Det er specielt, og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu.
Far havde kendt mig hele mit liv. Han vidste ikke alt om mig, men det meste. Og vi havde en særlig loyalitet over for hinanden.

Gratis hotel
I de sidste år boede han i en fantastisk lejlighed i Middelfart, og jeg brugte den som gratis hotel, når jeg skulle til møder på Fyn, Sjælland eller Sydjylland. Tit kom jeg efter 21 om aftenen, hvor far var gået i seng, og så kunne jeg finde på at køre klokken 7 næste morgen. Så jeg nåede bare at sige godnat og godmorgen.
Jeg havde lidt dårlig samvittighed, og syntes jeg udnyttede far en lille smule. Jeg kan se nu, at det var det rene sludder. Det var hyggeligt for ham at have mig i huset og være lidt med i mit arbejde. Det var bestemt også hyggeligt for mig, og jeg savner det meget. Hotel og privat overnatning er bare træls i forhold til en hyggelig aften ved Lillebælt sammen med far.

Jeg ringer lige til far
Jeg har løbet rigtig mange aftenture i Middelfart i de senere år. Jeg kan stadig løbe en aftentur, hvis jeg overnatter et sted. Men det er ikke det samme. Det er meget sjovere at komme hjem til én, der spørger interesseret til turen og måske fortæller en lille historie om et af de steder, jeg er løbet forbi. Det savner jeg også.
Men mest af alt savner jeg far at ringe til. Jeg har grebet mig selv i det snesevis af gange. Når der er sket noget, som jeg ved far gerne ville vide, er det mærkeligt, at man ikke kan ringe og fortælle ham det.
Det kan være en lille historie fra Frederikshavn eller Holstebro. Det kan være spændende person, jeg har mødt eller et godt dødsfald, som fars moster Yrsa kaldte det.

Tankegangs ven
Det kan også være nyt fra Tankegang, som far altid var interesseret modtager af. 2015 bliver et kanonår for firmaet, og det ville far blive så lykkelig for at få at vide. Og jeg ville være rigtig stolt af at overbringe nyheden. Faktisk var det sidste, jeg nåede at fortælle ham for 1 år siden, at vi havde vi havde fået to kæmpe ordrer, og det blev han meget glad for at høre.
Da vi ryddede op i lejligheden fandt vi minsandten alle Tankegangs profilbrochurer fra den tid, jeg har været i firmaet, samt hver eneste folder, jeg har givet ham.

Indkøb for fars penge
På 1-års dagen har Lærke, Solle og jeg været i et outlet. På vejen derhen erklærede jeg højtideligt, at far i dagens anledning betalte alle indkøb. Vi ved alle, at han var en gavmild mand, og nu når vi har tømt alle poserne, kan jeg med stolthed erklære, at vi har opført os helt i fars ånd.
Det gad jeg godt lige ringe og fortælle ham...