Viser opslag med etiketten nyheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nyheder. Vis alle opslag

mandag den 6. januar 2020

Papiravisens snarlige død



Da jeg gik på Journalisthøjskolen (med stort, for der var kun den samme dengang) i 80erne diskuterede vi ofte papiravisens skrøbelige fremtid. Dagblad efter dagblad havde drejet nøglen rundt, og oplaget på de overlevende faldet med ca. 1 pct. om året.
Den alvorlige trussel var de unge. Disse håbløse væsener, der ikke havde forstået betydningen af en fri og uafhængig presse, men som gik mere op i disko, punk eller det, der var værre.

Internettet
Så kom internettet, og med det de første dødsdomme over den trykte avis. Jeg tror selv, jeg var blandt de kloge, som ikke ville give papiraviserne længere levetid end til år 2010.
Nu er jeg så klog, at jeg ikke tør udtale mig skråsikkert. Men jeg ved, at papiravisernes oplag går støt tilbage, og det skyldes igen de unge. Ingen under 30 holder en avis, så vi kan tælle ned til den sidste gamling sidder og bladrer stædigt i det sværtede papir.
Eller hvad?

Er det kun skærm vs papir?
Logikken holder ikke. De unge læste ikke avis i 80erne, men en stor del af os, der var unge dengang, gør det i dag.
Er det nu helt sikkert, at de unge i dag ikke vil læse papiravis om 10, 15 eller 20 år? Kan vi mon vænne dem til det?
Er det helt bombegranatsikkert, at de altid foretrækker en skærm for papir? Er det skåret i granit, at fremtidens midaldrende ikke interesserer sig for lokale og regionale nyheder? Jeg tror det ikke.
Jeg tror, aviserne skal kigge på indholdet, på temaerne, på vinklingen, på sproget og på formen. En del af dem ser 80er eller 90eragtige ud og henvender sig ret entydigt til sådan nogen som mig. Det er egentlig ret naturligt, for jeg er en typisk avislæser, og det er god latin at give sine kunder det, de vil have.

Spyt de dyre vine ud
Men der skal også nye kunder i butikken, og de kommer ikke med historier til og om midaldrende. Anmeldelser af restauranter og dyre vine, beskrivelse af eksotiske rejsemål og konforme læserbreve fra sure gamle mænd får ikke min kloge datter til at holde avisen.

Mere klima og fitness
Avislæsere vil overraskes og have nye vinkler på tingene. Vi vil også gerne puffes lidt til. Så jeg tror, der skal mere klima, fitness, digitalt og sundhed i spalterne. Mere om Netflix og Apple og mindre om DR og TV2. Mere humor, mere natur, mere videnskab og teknologi. Flere unge stemmer og skribenter og flere børn og unge i spalterne.
Skriv avisen til en yngre målgruppe. Vi andre vil gerne læse med. Hellere end gerne.

lørdag den 6. januar 2018

Jeg savner betalingsbalancen

Da jeg var ung, dukkede en venlig og meget pædagogisk mand ved navn Hans Bischoff med jævne mellemrum op i TV-Avisen. Så vidste vi alle sammen, at den var gal igen.
Hans yndlingsemne var betalingsbalancen. Den havde det elendigt i 1970erne og 1980erne, og Hans Bischoff kunne tegne og lege med klodser, så de her grueligheder var til at forstå for os tv-kiggere.

Indgreb fra Anker
Men det hjalp ingenting. Den blev ved med at være i kæmpe minus, den forbaskede betalingsbalance.
Anker Jørgensen talte også om den, og når han gjorde det, så han meget alvorlig ud. Så kom der et eller andet indgreb, som betød, at pengene blev mindre værd eller folk skulle betale mere i skat.
Jeg tror, de fleste danskere dengang vidste, at betalingsbalancen var vigtig for vores økonomi, og at det stod skidt til med den.

Kæmpe overskud
Siden har vi ikke hørt så meget til den. Men den er der endnu.
Der er bare sket det forunderlige, at den er gået i plus. Det har den været i mange år, og nu om dage er overskuddet på betalingsbalancen betydeligt højere, end underskuddet var dengang Anker og Bischoff gjorde os bekymrede.
I de første 10 måneder af 2017 var overskuddet på 148 mia. kr. Det betyder, at vi har solgt varer og tjenesteydelser til udlandet for 148 mia. kr. mere, end vi har købt for. En del af overskuddet er renter af gæld som følge af tidligere års overskud.

Over 1000 mia. kr.
Betalingsbalancen vendte i 1990, og der er nu ophobet pænt over 1000 mia. kr. i overskud.
Økonomer elsker at være bekymrede, så enkelte har været ude at forklare, at det store danske overskud er et problem. Men langt de fleste eksperter er enige om, at den fine betalingsbalance er et udtryk for en bomstærk dansk økonomi.

En omvendt Bischoff
Hans Bischoff er for længst gået på pension, men det er vel ikke den eneste grund til, at vi ikke længere hører om betalingsbalancen. Den gode historie er, når noget går skidt.
Jeg synes godt, vi kunne trænge til at få besøg af en omvendt Bischoff en gang imellem. En, der på en pædagogisk måde kan fortælle, hvor godt det i grunden går for dansk økonomi, og hvordan vores fælles økonomiske vejrudsigt ser ud. Det er også public service.

lørdag den 25. februar 2017

Du er redaktøren

 En lille trofast skare fulgte Lærke på YouTube i eftermiddags.

Mange af os bestyrer i dag vores egne nyhedskanaler. Vi finder, ser og henter nyheder rundt omkring, og de såkaldte gamle medier - aviser, radio og tv - er bare en af de buske, vi plukker fra.
Hvor ellers? Facebook, Twitter og Instagram tænker du måske. Ja. Der henter vi masser af nyheder, og ikke bare dem, der er links fra diverse nyhedssites. Store og små begivenheder i vores venners og familiers liv er nyheder af høj kvalitet. Det samme er sjove eller kloge bemærkninger og kommentarer eller links til spændende steder, mennesker og begivenheder, som vores digitale bekendtskabskreds deler.

Sporten live
Og så er der en gigantisk mængde live-opdateringer fra sportens verden, hvert sekund døgnet rundt. De store fodbold- tennis- og golfkampe følger millioner selvfølgelig på tv, men endnu flere via livescore.com, som er en helt utrolig tjeneste, der hele tiden opdaterer alverdens vigtigste sportsbegivenheder. På én gang kan jeg følge med i 4 kampe i Champions League og i den albanske 2. divsion i fodbold, samt ishockey, tennis og meget andet fra hele verden.


Få bliver til mange
Der til kommer en urskov af andre tjenester, som hver især bruges af få, men som samlet set fylder rigtig meget i hverdagen.
I eftermiddag var Lærke til DM i vægtløftning i Slagelse, og det fulgte vi live på vores tv-skærm. Vægtløftningsforbundet sendte via YouTube i en udmærket kvalitet, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag, selv om Lærke var slemt uheldig og ikke løftede op til sit bedste.

Ridning og bridge
Solle kan fra sin iPad følge resultater fra samtlige officielle ridestævner i Danmark. Hver enkelt rytters karakter kommer op få minutter efter, at hun eller han er redet af banen. Et stigende antal stævner bliver transmitteret via Facebook eller YouTube.
Jeg kan følge med i samtlige bridgeresultater fra alle klubber i Danmark. Jeg kan se, hvordan kortene sad, og hvad de spillede ved hvert enkelt bord.
Hver dag kan jeg følge topkampe i bridge stik for stik, mens de spilles. En del af dem kan jeg endda se på YouTube. Det kan være slutspillet i det tyrkiske mesterskab, den danske pokalfinale eller verdensmesterskaberne.
Det er nyhedsformidling. Aktuelt, relevant og identifikationsskabende. Nogle gange også sensationelt.

Hvad ser de unge på YouTube?
Baggrundsstoffet plukker vi også selv. Her er Google, YouTube og Wikipedia storleverandører, mens de sociale medier tit er vores inspirationskilde. Også underholdning finder vi selv. Mange unge bruger i dag langt mere tid på YouTube end på at se fjernsyn. Du vil ikke vide, hvad de ser.

En verden af podcast
Er man til radio, bliver der hvert sekund publiceret mange hundrede nye podcasts om alverdens spændende og ligegyldige emner. Lige til at plukke ned på telefonen og lytte til. Der er alle genrer på alle sprog, og der er virkelig meget godt stof imellem. Jeg har brugt podcast i over 10 år og kan slet ikke nå at høre alt det spændende materiale, jeg abonnerer på.


torsdag den 25. august 2016

P1 har sportsallergi

Radioens P1 er tilsyneladende allergisk over for sportsnyheder. Måske mener P1, at sport er uvæsentligt. Måske synes redaktionen ikke, vi lyttere burde interessere os for det. Eller måske interesserer P1s ansatte sig ikke for sport.
Jeg ved det ikke.

Politik, samfundsforhold og sport
Men jeg ved, at det er en forkert vurdering. Jeg er P1 lytter, fordi jeg interesserer mig for politik og samfundsforhold. Samtidig interesserer jeg mig for sport. Den kombination er ikke spor usædvanlig. Jeg tipper, at over halvdelen af P1s lyttere også interesserer sig for sport. Det er videbegærlige mennesker.
Vi skal nok finde det andetsteds, men det er bare galt, at sport ikke er en del af en seriøs kanals nyhedsdækning.

Fodboldaktier og Champions League
Her til morgen var der et helt grotesk eksempel. I Radioavisen klokken 7 omtalte P1 en undersøgelse, som dokumenterede, at de børsnoterede danske fodboldklubber taber penge. Beløbet var gjort op, og P1 fortalte, at man ikke skal investere i fodboldaktier for at tjene penge. Man skal kun gøre det for at støtte klubben.
Rapporten var muligvis ny. Men historien var det ikke. Slet ikke. Det har været kendt i årevis, blandt aktieinvestorer og fodboldfans. Og det har været fremme i medierne utallige gange. Også i P1.
Hvad Radioavisen derimod undlod at fortælle var, at FC København 7,5 time tidligere, mens lytterne sov, havde kvalificeret sig til Champions League. Det er ugens største sportshistorie, og det er en god nyhed for alle fodboldinteresserede i Danmark. Den var nem at koble til den gammelkendte historie om fodboldaktier, for kvalifikationen giver børsnoterede FCK en ekstraindtægt på ca. 200 mio. kr.

Segment-succes
DRs radiokanaler har succes, fordi de segmenterer lytterne og præsenterer det stof og den stil, der passer til målgruppen. Det kan de kommercielle radioer slet ikke finde ud af. Men det kan blive for stift, og når P1 nægter at oplyse os om breaking news inden for sportsverdenen, så følger kanalen et koncept uden hensyntagen til lytterne.

P3 - flot segmenteret
Under OL var jeg som radiolytter henvist til P3 for at blive opdateret. Det kan jeg underholde længe om, for det handlede mere om værterne end om sportsbegivenheder i Rio. Men jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg helt klart ikke hører til P3s målgruppe.
Så foretrækker jeg sportsallergiske kloge-Åger.

tirsdag den 29. marts 2016

De sorte slås igen

Overskriften lyder meget fredsommelig.
Det er den ikke. Den er sådan set ækel.
Den stammer fra en vandrehistorie fra et af de landsdækkende dagblade. Hver formiddag mødtes redaktørerne for at gøre status over de vigtigste historier til den kommende dags avis. Når udenrigsredaktøren var for tur, og der ikke var noget opsigtsvækkende, sagde han ofte: De sorte slås igen.

Borgerkrig, terror og massegrav
Det kunne betyde, at der var slået flere hundrede ihjel i borgerkrigen i Tchad, at der havde været voldsomme optøjer i Johannesburg, at de tamilske tigre havde dræbt 20 med en selvmordsbombe eller at der var fundet en massegrav i Rwanda.
På overfladen dramatiske og væsentlige nyheder, men den gode mand vidste godt, at der aldrig ville blive plads til dem på avisens forside. På de par sider, han selv havde at gøre godt med, ville historien i eftermiddagens løb formentlig skrumpe ind til en tospalter eller en notits. For de ville ikke kunne konkurrere med en sexskandale i det britiske kongehus eller en nyhed om store lønstigninger til EU-bureaukrater.

Proportionsforvrængning
Sådan er nyhedsformidling i dag, og sådan var det for 25 år siden, da historien fra redaktionsmøderne startede sin første vandretur.
En avis - trykt, talt eller elektronisk - er én stor gang proportionsforvrængning. Den fortæller de historier, som folkene på redaktionen vurderer, at læserne er mest interesserede i.
Et nøgleord her er identifikation. Altså noget, som læseren kan forholde sig til og kan genkende fra sin egen verden.

Hval eller hospital
Derfor er en strandet hval i Blokhus en langt bedre historie end en stor nedskæring i det russiske hospitalsvæsen. Kronprinsens afsløring af en mindesten i Korsør er en stor historie i hele lokalområdet, og så må regionens nye råstofplan om på side 2 eller 7, selv om den har større betydning for flere mennesker end mindestenen.
Jeg ved det også som medieforbruger. Jeg vil hellere læse en historie om at undgå løbeskader end en nyhed om betalingsbalancens nyeste op- og nedtur. Det er jeg ikke flov over.

De dumme læsere
Du synes måske, journalister og redaktører er for platte og tit vælger de overfladiske ligegyldige historier. Den såkaldte fladskærms-journalistik vinder frem. Det er den, hvor B.T. rydder forsiden for at fortælle, hvor du køber det billigste fjernsyn.
Hvorfor gør de det? Fordi læserne er interesserede i det.
Hvem er de dumme læsere? Dig og mig.
Jeg vil bare ikke indrømme det.

søndag den 24. november 2013

Først med det halve

For mange år siden skrev jeg en nyhed til Vendsyssel Tidende om, at Vendsyssel Egnsteaters karismatiske kunstneriske leder Helge Reinhardt havde sagt sit job op. Det var en overraskelse i lokalsamfundet - og dermed en god historie for den lokale avis.
Jeg havde oplysningen fra en særdeles troværdig kilde, som ikke selv havde noget i klemme. Han var bare ked af, at Helge stoppede, og han ville gerne hjælpe avisen med gode historier.

Ingen kommentarer
Bestyrelsen havde ingen kommentarer, og Helge Reinhardt selv ville hverken af- eller bekræfte historien. Jeg kunne dog fornemme på ham, at den var god nok.
Så sad jeg der en formiddag op til avisens deadline - skal, skal ikke?
Jeg var sikker på, at historien var sand, men når jeg ikke havde nogen officielle kilder risikerede jeg nemt at skrive noget forkert. Var han blevet fyret? Havde han sagt op? Var de blevet enige om at skilles som venner? Var det private eller faglige grunde? Der kunne være så meget.

Radio og tv
Jeg havde rodet rundt i historien, så jeg var ret sikker på, at teatret selv var på vej med en pressemeddelelse. Hvis jeg undlod at skrive historien i eftermiddagens udgave af VT, risikerede jeg at høre en pressemeddelelse læst op i Nordjyllands Radio og TV Nord om aftenen. Det ville jeg være godt træt af.
Så vi kørte historien, som også var sandfærdig. Bestyrelsen blev sur på mig, fordi jeg absolut ville ud med nyheden, inden teatret ønskede det.

Vent hellere et par dage
Her er vi inde at røre ved et stridspunkt mellem læsere og journalister. Teatrets bestyrelse - og sikkert også mange af VTs læsere - kunne ikke se, det havde nogen som helst betydning, om den nyhed blev bragt i den lokale avis en dag eller to senere. De vil hellere have en rigtig og fuldstændig historie end en halvkvædet vise på anden hånd.
Journalisten vil levere nyheder. Noget nyt. Noget, der lige er sket. Det gør avisen interessant og vedkommende. Det er dens berettigelse. Derfor må man engang imellem tage en lille chance.

Flere timer er en evighed
Historien er som sagt gammel, men dilemmaet er endnu værre i dag. Medier udkommer hele tiden, og det tager ikke mange timer, før en nyhed er gammel. Hvis man konsekvent er nummer to eller tre med historierne, kigger ingen på ens side.

Lokal virksomhed lukker
Vi havde et eksempel i den lokale mediedam i fredags, hvor Kanal Frederikshavn som den første kunne fortælle nyheden om, at en lokal virksomhed lukker. Kanalen fik ikke fat i ejeren og viderebragte et tip om, at virksomheden var gået konkurs. Nyheden kom ud i andre medier, før ejeren fik præciseret, at virksomheden var solgt, lukket på den nuværende adresse og vil blive videreført med nogle få medarbejdere et andet sted i byen.
Skulle Kanal Frederikshavn have ventet med historien? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg ved ikke, hvad der helt præcist foregik.

Ny vinkel fra vågen læser
Men jeg kan sige, at man i hvert fald ikke skal vente til historien er fuldstændig. Da nyheden lå ude på nettet, var der en frisk læser, som googlede virksomhedens navn og fandt frem til en interessant oplysning om, at firmaets direktør var en kendt og berygtet forretningsmand, som har nogle politisager kørende imod sig.
Det viser sig at være en specialist i at rekonstruere firmaer, og det fortalte ejeren om i en opfølgende historie på Kanal Frederikshavn.
Det er en af de store fordele ved netjournalistik. Læserne kan bidrage med nye oplysninger og vinkler, og det er ikke pinligt, at journalisten ikke har tænkt på dem, inden han bragte historien.
Jeg slutter med et kendt journalistisk citat, som Lasse Jensen flere gange har tilskrevet en gammel redaktør på Kjerteminde Avis: Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt!

onsdag den 5. juni 2013

Den sidste tv-pakke

Solle joker tit med, at hun får den store tv-pakke, når vi holder sølvbryllup. Det er om 5 år, og spørgsmålet er, om tv-pakker overhovedet eksisterer til den tid.
På bare syv måneder har Netflix fået 17 pct. af danskerne som betalende kunder. For 79 kr. om måneden har de adgang til film og serier på tv, computer, mobiltelefon og iPad. De kan se udsendelserne når som helst. Bliver seeren lige optaget af en serie, kan hun nappe to, fem, syv eller sågar alle seriens afsnit på én gang. Ikke noget med at vente til næste onsdag eller søndag klokken 20.

Revolution på kort tid
Det er to generationers tv-vaner, som ser ud til at blive revolutioneret på kort tid. Det kan meget vel betyde, at det såkaldte flow-tv er væk i løbet af få år. Slut med primetime - og slut med, at DR og TV2 konkurrerer om at sende populære programmer fredag aften.
Morgendagens tv får to elementer: Nyheder og streaming.

Det nyeste nye
Nyheder er knyttet til tiden. Hvad er der sket i Danmark og Verden de seneste timer? Nyheder kan også være sportstransmissioner, grandprix og direkte konkurrencer som for eksmpel X-Factor. Aktuelle debat- og baggrundsprogrammer er naturligvis også en del af nyhederne.

Tag-selv-bord
Streaming - er alt det ikke-aktuelle. Det bliver et tag-selv-bord. Her vælger vi tv-kiggere selv, hvad vi vil se, hvornår vi vil se det, og på hvilket apparat, vi vil se det. Hvis vi vil se naturfilm i toget på vej hjem fra arbejde - så gør vi det. Hvis vi vil se dansk drama søndag aften eller torsdag eftermiddag på tv-skærmen - så gør vi det. Hvis vi vil se musikvideoer på mobilen i lægens venteværelse, kan vi også det.
Hvem kender ikke situationen med en spændende serie, man følger med i. Så går man glip af et spændende afsnit, fordi man skal noget andet en onsdag aften. Det er da irriterende.
Og det er helt unødvendigt.
Hvis vi skulle opfinde tv forfra, ville vi ikke vælge et system, hvor redaktører bestemte, hvad vi skulle se hvornår. Det mest optimale er, at vi selv bestemmer det hele.

DR-streaming
Herhjemme er vi ikke på Netflix. Vi ser meget få serier og film, og vi kan slet ikke udnytte DRs mange fine tilbud. Til gengæld er vi glade for streaming på DR. Har sofaen stået tom i et par aftener, kan vi se programmerne på Apple-tv. Alle DRs egne programmer fra den seneste uge ligger på nettet, og det benytter vi os ret tit af.
Så nu kommer jeg til at mangle en sølvbryllupsgave.