Sur gammel journalist

God bette nyhed i Nuuk og Frederikshavn.

I min egen selvforståelse er jeg med på det nye og deltager aldrig i det hylekor, som med sikkerhed ved, at alting var bedre i gamle dage. Jeg kalder den slags mennesker for sure gamle mænd.
Men et par oplevelser i den seneste uge har fået mig til at se på mig selv som en sur gammel journalist. Jeg vil have mere af den slags journalistik, jeg selv er vokset op med og mindre af det, jeg bedrevidende kalder for journalisme.

Gode historier i Grønland
Den gode oplevelse først. Jeg var i Grønland i sidste uge og på en af flyveturene læste jeg avisen Sermitsiaq. Den udkommer hver fredag og har selvfølgelig både nyheder og opfølgning på ugens største historier. I forrige uge offentliggjorde Selvstyret en ny strategi for turisme, som blev omtalt i avisen. Og så var det tid til opfølgning i næste uges avis. Den bestod af en række interviews med folk fra turistbranchen, som fortalte om deres aktiviteter og deres syn på Grønlands muligheder for at få flere turister og skabe flere job i branchen.
Det var blandt andet en hotelejer og en mand med et helikopterfirma. Det var ikke kritisk journalistik, som gik hårdt til dem og deres motiver. Det var såmænd bare god oplysning til dem, der interesserer sig for turisme og for Grønlands udvikling.
I samme avis knipsede jeg en lille artikel om to gutter fra Nuuk, der havde bestået en uddannelse som eventtekniker på EUC Nord i Frederikshavn. God historie i Grønland - og såmænd også i Frederikshavn.
Jeg skal ikke gennemgå hele avisens indhold, men den var fyldt med den slags historier, hvor læseren får noget at vide om en aktuel problemstilling.

Hvad er der sket
Det har alle dage været mit ideal som journalist at fortælle folk, hvad der er sket. Og at fortælle en spændende historie. Den må gerne være overraskende, og den må gerne være kritisk over for en magthaver. Og den må lige så gerne være sjov eller underfundig.

Clement
Sikkert tilbage i Danmark plumper jeg ned i en debat om den kære Clement Kjærsgaard, der endnu engang har haft en politiker på risten, som ikke ville svare på et spørgsmål på lige præcis den måde, intervieweren ønskede.
Det kalder jeg for journalisme. Vi får intet at vide om den sag, interviewet drejer sig om. I stedet oplever vi en - sikkert meget underholdende - oratorisk nævekamp mellem to mediepersonligheder.

PSO-taktik
Den anden form for journalisme er de evindelige analyser, hvor substansen træder helt i baggrunden.
Et dugfrisk eksempel er fra Christiansborg i går, hvor Dansk Folkeparti sagde nej til at hæve bundskatten i stedet for at opkræve PSO-afgift. Et indslag i tv-avisen handlede kun om skattelettelser, og seerne fik ikke at vide, at den foreslåede ændring samlet set betyder færre skatter og afgifter. Vi fik heller ikke Dansk Folkepartis begrundelse at vide - nemlig, at PSO-afgiften betales af både virksomheder og borgere, mens bundskat kun rammer borgere. Men vi fik en masse snak om regeringens problemer med at skaffe flertal og om Dansk Folkepartis taktiske position.

Sådan noget kan godt gøre en ung mand som mig sur et lille øjeblik. Så kan jeg trøste mig med, at jeg har turet rundt i Kolding i dag med blokken og talt med børn, unge og gamle, som alle sammen synes, det er sjovt og meningsfuldt at sortere affald. Fed historie :-)