onsdag den 3. august 2016

Nu skal du bare opleve

Cyklen er pumpet, reporteren er klar.
Foto: Solle G 

En børnehave i en lillebitte landsby, der har fået dobbelt så mange børn.
En lokal forening, der har samlet ind til en sofacykel til byens plejehjem.
En ung fyr, der er kommet ud af et misbrug og nu har fået en læreplads.

Det er tre af de historier, jeg i næste uge skal cykle rundt og høre og videreformidle i Ringkøbing - Skjern Kommune.

Små sensationer
Kommunen vil gerne sætte fokus på at få fortalt de små sensationer, og jeg har så foreslået at cykle rundt i fire dage og interviewe folk. Målet er 40 små sensationer på de fire dage, og det skal jeg nok nå. Over halvdelen af dem er allerede planlagt og resten dukker op undervejs.
Mit stunt har allerede skabt masser af glæde og energi. Tankegang har lavet et elektronisk postkort, hvor jeg inviterer kommunens ansatte til at stikke mig en lille sensation. Det er sendt rundt i hele organisationen, og det er piblet ind med henvendelser.

Gammelt nyt
Mine kilder er både glade og taknemmelige for, at jeg vil komme forbi og lave en historie med dem. Mange af historierne har været fremme før, så det er måske ikke selv offentliggørelsen, der er så interessant. Det er lige så meget oplevelsen - at der kommer en journalist, som vil lave en historie om vores lille eller store projekt.
Som journalist har jeg altid fokus på resultatet - den artikel, det billede eller den opdatering på et socialt medie, der kommer ud af interviewet. Og som journalist er det ikke så spændende at lave en historie, som andre har lavet før.

Ros som drivkraft
Men for kilderne er det garanteret helt anderledes. Det er en spændende dag, når der kommer en journalist, der vil lytte og tager billeder. Det er en oplevelse i sig selv, og det giver lidt status eller kaster lidt glans over det, som den interviewede brænder for. Det er anerkendelse eller ros - og det er noget nær den stærkeste drivkraft, der findes.
Glæden smitter. Jeg bliver smigret og glad, når jeg får en begejstret mail om, at de glæder sig til at se mig og ønsker mig en god cykeltur.

Nyt fag: Kildekarma
Den gode oplevelse er helt klart en del af historien. Mon ikke også det gælder i traditionel nyhedsjournalistik?
God kildekarma er ikke et tema, jeg har lært om på journalisthøjskolen eller på efteruddannelse. Det har heller aldrig været et tema på de redaktioner, jeg har været tilknyttet. Men det er vigtigt at arbejde med den gode oplevelse for alle involverede. Det må give det bedste resultat i den sidste ende.

Ingen kommentarer: