Medaljerus

Hvis du for to uger siden havde spurgt, hvor mange medaljer Danmark ville vinde ved OL, ville jeg have været ligeglad. 3, 7 eller 12 - det ville være ét fedt for mig.
Sådan er det ikke længere. Tværtimod. Jeg er hooked på OL, og jeg håber, at Danmark får så mange medaljer som muligt.

Bimlen og bamlen
Min telefon og iPad er slukket om natten, så min digitale maskinpark ikke vækker mig med bimlen og bamlen hver gang, der er breaking news. Men det første, jeg tænker på, når jeg slår øjnene op om morgenen, er danske OL-medaljer. Jeg tænder straks iPad'en og går på dr.dk for at tjekke nattens høst.
I bund og grund kan det være ligegyldigt. Det er bare underholdning, ligesom kongehuset og Vild med Dans.
Men det er underholdning i stort format. Hele Verden er fælles om OL, og det er den mest prestigefulde sportsbegivenhed, der findes.

Dannebrog
Og så viser det, hvad sport kan: aktivere vores følelser. En af dem er nationalfølelsen. Jeg bliver stolt, når en dansker vinder eller får medalje. Jeg får en klump i halsen, når Dannebrog stiger til vejrs, også selv om et andet lands flag kommer endnu højere op.

Leverpostej og regnvejr
Jeg vil gerne være stolt af at være dansker, og det kan jeg godt være uden at have noget imod folk fra andre lande. Det er jo en del af min identitet, at jeg er født og opvokset her. Jeg kan også godt lide leverpostej og regnvejr om sommeren.

Jeg kender en, der....
OL er en af de fælles oplevelser. Nu kender vi allesammen Pernille Blume, Mark O. Madsen og de to glade ropiger. Det er vores OL-helte, og Danmark er ikke større end, at vi næsten er i famlie med dem. Tænk sig: En af mine kollegers niece deler lejlighed med en medaljevinder. Så jeg har på en måde også vundet lidt.