søndag den 18. december 2016

Begejstring er oplevelsen


 Johan Snemand med et eddersmart edderkoppelys

Som så mange midaldrende middelklassedanskere går vi efter oplevelser: Rejser til hovedstæder, safari, maratonløb, koncerter, teater og god mad.
Det meste af det er ret dyrt, men det kalder vi for prioritering, og så er prisen ikke så vigtig.
Men så er der kommet noget, der hedder børnebørn, og oplevelserne sammen med dem er mindst lige så værdifulde som rejser og årgangsvine. Til gengæld koster de nærmest ingenting.

Morgenhygge med legetøj
Her til morgen vågnede vi op på to feltsenge i Gedved, og der kom to glade drenge ned med hver sin bog, vi kunne læse op for dem. Så gik der mindst en halv time med morgenhygge, hvor Viktor og Johan hentede legetøj ind i stuen til os. Herligt, herligt.

Kitsch - en vild underdrivelse
Efter morgenmaden ledte jeg efter et arrangement i nærheden, og Google tilbød et julemarked i landsbyen Torrild lidt uden for Odder. På hjemmesiden lignede det kitsch, og det viste sig at være en vild underdrivelse. Det var flere hundrede kvadratmeter fyldt med nisser, kugler og alt andet, der har med julen at gøre. Da vi voksne havde grinet af, så vi julelysene i drengenes øjne.
Hver gang, vi passerede en julemand, pegede Johan på halvandet år begejstret på figuren og råbte SNEMAND!
Viktor forelskede sig i et guldglas til en 10er, og det kom i kurven. Siden fulgte to nisshuer, to elektriske lamper med edderkopper uden på, 10 kugler, en nissefigur, tre træjuletræer, to rustne søm, en adventsstage og et par ting, jeg allerede har glemt.

Tre lykkeposer oveni
Vi sagde ja til mange ønsker og nej til endnu flere, men det skabte ingen konflikter. Jeg stillede mig i  kø og gjorde klar til at betale en 3-400 kr. for en kurvfuld tingeltangel. Men det blev kun til sølle 144 kr., og så havde jeg optjent ret til 2 lykkeposer til børn og 1 til voksne. Ny jubel hos drengene, der blandt andet blev de tilfredse ejere af to små plastikpistoler. Den slags kan man jo ikke få for mange af.

Være med og være sammen
Den store oplevelse var drengenes glæde og begejstring. Og så var det sjovt at se kilometervis af julepynt stablet sammen i rum efter rum. Var der en ledig kvadratmeter, var der en mekanisk nisse, som kravlede op ad en stige, pustede sæbebobler eller lavede øvelser i trapez.
På lørdag er vi sammen med børnebørnene igen. Der bliver de bombarderet med kostbare gaver, som de sikkert også bliver glade for. Det håber vi da. Men dagens dejlige oplevelse i det proppede juleland viser, at det ikke er ungerne, der har dyre vaner. De vil være med og være sammen.
Det er en gave.

Ingen kommentarer: