lørdag den 24. september 2016

Opråb fra Havepartiet

Det vil ingen ende tage.
Politikere og medier forsøger at bilde os ind, at indvandring og topskat er det største problem for os danskere. De er som sædvanligt helt uden forbindelse til virkeligheden.
Det største problem, vi husejere oplever, er vejret. En våd sommer og en forbistret varm september betyder, at vores græsplæner bare vokser og vokser. Det har de gjort hele sæsonen, som normalt ville være forbi på denne tid.

Kæmpe arbejde
Jeg har altså to styk, og det er et kæmpe arbejde at holde de grønne vækster nede. Ikke så snart er den ene plæne slået, før den anden er blevet alt for langhåret. Og her i september er det helt galt. Selv på solskinsdage bliver græsplænen aldrig helt tør, og så er det tungt og hårdt at slå græsset.
Det skulle nogen gøre noget ved.
Det er jo masser af ekstra arbejde, vi bliver påført. Uden at få noget for det. Der giver hverken afspadsering eller genetillæg, selv om det er højst generende. Og det koster. Jeg plejer at klare mig med to dunke benzin om året. Nu er den tredje ved at være tom, og sådan en opfyldning står mig i næsten 50 kr. Som jeg har betalt skat af.

Hækkeklipning er dyrt i ledninger
Hækken gror også vildt og ubehersket, men heller ikke det gør de noget ved på Christiansborg. Adskillige haveejere er ude nu for anden eller tredje gang i år for at trimme deres grønne indhegning. De fleste bruger en elektrisk hækkesaks, og cirka hver tredje gang kommer de til at skære en ledning over. På den måde er det en ekstraudgift på mange tusinde kroner til danske haveejere, som ingen vil tage ansvaret for. Tror de, pengene gror på træerne? Vi betaler troligt skat måned efter måned, og så skal vi flås i udgifter til plæne- og hækkeklipning.

To slidte ukrudtsrensere
Og så er der ukrudtet. Hvornår har du sidst hørt en politiker bekymre sig om den meget beklagelige udvikling i dette frodige år? Ukrudtet bliver ved med at vælte frem. Vi har i år købt to nye ukrudtsrensere til 20 kr. stykket, bare til at gøre rent mellem fliserne. Stålbørsterne på dem er næsten slidt ned nu, og hvad får man af hjælp?

I seng med ømme rygge
Hvem taler haveejernes sag i denne ekstreme situation, der nærmer sig undtagelsestilstand? Vi er mange hundrede tusinde plagede menenesker, som har brugt timer og atter timer på at bekæmpe det grønne, som vælter frem.  Vi går i seng med ømme rygge og vågner op til endnu et bed fyldt med små frække ukrudtsplanter. Er der dog i det mindste ikke én politiker, som vil gøre noget for at få det til at blive lidt koldere, så vi kan få efterår og vinter her i Danmark. Vi er ved at bukke under for arbejdspresset.

Ultimativt krav fra Havepartiet
Når Nye Borgerlige kan få 9 pct. af stemmerne i en meningsmåling, så bør Havepartiet kunne storme ind i Folketinget med et ultimativt krav om, at græsplæner, hække og ukrudt ikke må få lov at vokse så vildt som i år.
Det er på tide, at Christiansborg vågner op og lytter til folkets desperate råb. Som lige nu er ved at blive overdøvet af græsset, der gror.

Ingen kommentarer: