De politiske meteorologer forudser kraftig modvind og uvejr for regeringen her i efteråret. Det bygger de på sommerens gratis udmeldinger fra de partier, som har placeret Venstre på taburetterne.
Hvis man bruger denne teatertorden som eneste grundlag, er opgaven umulig for regeringen. Liberal Alliance vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst 5 %. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at sænke topskatten. Så er der ikke noget flertal, og bummelum.
Alt er som det plejer
Alle de politiske analytikere, som nu pisker en stemning op, har oplevet det her før. Og ingen kan huske en situation, hvor en regering blev væltet, fordi den ikke kunne finde flertal for en finanslov eller en større økonomisk aftale.
Det hele er, som det plejer.
Folketinget er sammensat nogenlunde som det plejer at være. Der er en blok af borgerlige partier, som ikke er helt enige. Og der er en blok af ikke-borgerlige partier, som heller ikke er helt enige.
De helt store økonomiske forlig bliver indgået af meget brede flertal, og mindretalsregeringer laver tit finanslovsforlig med partier fra den modsatte blok. Det er ikke spor usædvanligt, og det er sådan, vores lille demokrati skal fungere. Jeg går i hvert fald ikke ind for, at de partier, der har fået 50,7 % af stemmerne, skal bestemme alt i fire år.
Tæl til 90
Når der skal forhandles, gælder det om at tælle til 90. Sådan som det ser ud lige nu, vil det nemmeste for Løkke og Hjort være en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale. Så kan Anders Samuelsen sidde oppe i sit træ og hyle videre om topskatten, der ødelægger alt i det danske samfund. Og det lillebitte konservative parti kan vælge, om det vil være med og fortælle om den store indflydelse, det har fået, eller om det vil stå udenfor og kravle op i træet til liberalisterne.
Hvad hvis vi siger nej
Alle, der forhandler seriøst med en regering ved, at de ikke kan få alle ønsker opfyldt. Det er hele tiden en balancegang: Er det godt nok, det er vi ved at blive enige om her? Og hvad sker der, hvis vi siger nej? Hvem forhandler regeringen så med, og hvad kommer de frem til?
Et eller andet sted i sådan et forløb, kommer parterne på bølgelængde og så kommer der skred i forhandlingerne - og det er kun et spørgsmål om tid, før aftalen er på plads. Det sker hvert år for alle regeringer. Løkkes, Thornings, Foghs, Nyrups, Schlüters, Ankers og Krags. Fortsæt selv rækken.
Det sker også i år, hvor situationen er lige så håbløs, fastlåst og umulig, som den har været hvert år inden den politiske sæsonstart.
Hvis man bruger denne teatertorden som eneste grundlag, er opgaven umulig for regeringen. Liberal Alliance vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst 5 %. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at sænke topskatten. Så er der ikke noget flertal, og bummelum.
Alt er som det plejer
Alle de politiske analytikere, som nu pisker en stemning op, har oplevet det her før. Og ingen kan huske en situation, hvor en regering blev væltet, fordi den ikke kunne finde flertal for en finanslov eller en større økonomisk aftale.
Det hele er, som det plejer.
Folketinget er sammensat nogenlunde som det plejer at være. Der er en blok af borgerlige partier, som ikke er helt enige. Og der er en blok af ikke-borgerlige partier, som heller ikke er helt enige.
De helt store økonomiske forlig bliver indgået af meget brede flertal, og mindretalsregeringer laver tit finanslovsforlig med partier fra den modsatte blok. Det er ikke spor usædvanligt, og det er sådan, vores lille demokrati skal fungere. Jeg går i hvert fald ikke ind for, at de partier, der har fået 50,7 % af stemmerne, skal bestemme alt i fire år.
Tæl til 90
Når der skal forhandles, gælder det om at tælle til 90. Sådan som det ser ud lige nu, vil det nemmeste for Løkke og Hjort være en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale. Så kan Anders Samuelsen sidde oppe i sit træ og hyle videre om topskatten, der ødelægger alt i det danske samfund. Og det lillebitte konservative parti kan vælge, om det vil være med og fortælle om den store indflydelse, det har fået, eller om det vil stå udenfor og kravle op i træet til liberalisterne.
Hvad hvis vi siger nej
Alle, der forhandler seriøst med en regering ved, at de ikke kan få alle ønsker opfyldt. Det er hele tiden en balancegang: Er det godt nok, det er vi ved at blive enige om her? Og hvad sker der, hvis vi siger nej? Hvem forhandler regeringen så med, og hvad kommer de frem til?
Et eller andet sted i sådan et forløb, kommer parterne på bølgelængde og så kommer der skred i forhandlingerne - og det er kun et spørgsmål om tid, før aftalen er på plads. Det sker hvert år for alle regeringer. Løkkes, Thornings, Foghs, Nyrups, Schlüters, Ankers og Krags. Fortsæt selv rækken.
Det sker også i år, hvor situationen er lige så håbløs, fastlåst og umulig, som den har været hvert år inden den politiske sæsonstart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar