Politikens forudsigelige bidrag til Grastens image
Jeg er helt sikker på, at filmproducenten Regner Grasten jubler over elendige anmeldelser af filmen Tarok i de landsdækkende dagblade.
Det kan han bruge i sin markedsføring som folkets mand. De fine på parnasset i det indre København synes, Grastens film er dumme og platte, men befolkningen strømmer ind i biografen. Folkets dom er vigtigere end anmeldelsernes, gnækker Grasten i dag i flere medier.
Et par anmeldere har dog skuffet denne gang. De to stiftstidender gav begge Tarok 4 stjerner og Kristeligt Dagblad var også positivt stemt.
Kompetente mennesker
Mekanismen har været kendt i årevis. Filmanmeldere er ikke popularitetsdommere. Det er folk, der elsker film, har set hundredevis af film og derfor stiller høje krav til form og indhold. Jeg tror, det er meget kompetente mennesker, og det giver jo ingen mening at bede dem om at se bort fra deres egen viden og erfaring.
Så det må være sådan, at populært anlagte film uden den høje kunstneriske kvalitet får én på hatten i avisspalterne, mens publikum generelt er udmærket tilfreds.
Hvidsten Gruppen var værre
Grastens forrige film Hvidsten Gruppen fik endnu flere hug end Tarok. Den så jeg, og det var en god oplevelse. Først og fremmest fordi, det var en god historie. En interessant fortælling om nogle temmelig almindelige mennesker ude på landet, der blev aktive i modstandskampen og endte med at blive dømt og dræbt af Værnemagten.
Jeg skal også se Tarok, for det er også en fremragende historie. Om nogle hesteglade folk fra Skive, der skyder papegøjen og får en af Verdens bedste travheste. Travbanen er og var for en lillebitte minoritet, men i Taroks storhedstid interesserede næsten alle danskere sig for travsport. Tarok var vores allesammens stolthed, og det er en rigtig god idé at lave en film om den populære hest og familien Laursen fra Stald Kima.
Alvidende filmvært
Og det er måske netop på det punkt, at kæden nogle gange hopper af for de kære filmanmeldere. At de gransker det filmtekniske så meget, at de glemmer at fokusere på den gode historie. Jeg kan fornemme det i Filmselskabet på DR K. Her er der en nærmest alvidende vært, Maria Månson, som slynger om sig med referencer til film og instruktører, jeg ikke kender. Til gengæld glemmer hun ofte at fortælle, hvad en film handler om.
Jeg er dybt imponeret over Maria Månsons evne til at sætte uforståelige ord på en film og til at sætte den ind i sammenhænge, jeg aldrig har kendt til. Jeg synes, det er fascinerende og morsomt, og jeg håber, at der sidder en masse filmentusiaster ude foran skærmene, som bliver klogere af programmet.
Så kan jeg godt nøjes med den gode historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar