lørdag den 28. september 2013

Mandschauvinistisk pis fra Tankegang?

Seriøs affaldskommunikation
eller et forældet kvindesyn?

I torsdags brød en mediestorm ud i Horsens. Kommunens afdeling for Affald og Genbrug havde fået lavet en pinup-kalender til håndværkerlærlinge, og Dansk Kvindesamfund var i oprør.
Tankegang har fået idéen og har lavet kalenderen til og sammen med Horsens Kommune, så vi fulgte naturligvis dagens begivenheder på medierne tæt.
Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen kaldte kalenderen for noget "mandschauvinistisk pis". Så var debatten i gang.

En vanskelig opgave
Hvorfor laver vi sådan noget i Tankegang?
Det gør vi, fordi Horsens Kommune havde stillet os en meget vanskelig opgave. Affald og Genbrug ville informere  håndværkerlærlinge om sortering og om genbrugspladsen. Det er en målgruppe, som er svær at nå med netop det budskab. De interesserer sig simpelthen ikke for affald og miljø og kan heller ikke tvinges til det.
Derfor så vi det som den første opgave overhovedet at få deres opmærksomhed. Og så var det, at to yngre kvindelige kolleger foreslog en pin-up kalender med flotte piger - og drenge. Den skal hænge på værkstedet, og vi føler os sikre på, at alle kigger på billedet. Når man gør det, skal man lige se, hvad det handler om, og så kan vi være heldige, at nogle af de unge håndværkere også læser vores tekster.
Kalenderens blad vendes hver måned, og så er der en ny flot pige eller fyr og et nyt budskab om affald og genbrug.

Opmærksomhed
Et andet element var selve den opmærksomhed, sådan et initiativ ville skabe. Det er nok aldrig set før, at en kommune og en skole giver eleverne en pinup-kalender. Det vil få lærlingene til at være ekstra opmærksomme på mediet. Og dermed til at se budskabet om at sortere affaldet.
Det var vores begrundelse, som Horsens Kommune kunne følge.

Ikke pornografisk
Vi er selvfølgelig klar til at modtage kritik og at lytte til den. Og vi deltager også gerne i debatten.
Fra starten har vi understreget, at kalenderen ikke måtte være pornografisk. Billederne er temmelig uskyldige. Og så har vi vægten humoren. Der er en lidt sjov overskrift på hvert kalenderblad, og ude i siden står der "nøgne facts fra genbrugspladsen".

Undervisning
Distributionen er også vigtig her. Horsens Kommune deler ikke bare kalenderen ud på må og få og plastrer byen til med bare rygge og maver. Kommunen tilbyder et lille undervisningsforløb, som ender med, at lærlingene får udleveret en kalender.

Forældet kvindesyn
Tilbage står nogle kritikpunkter fra ugens debat.
Mandschauvinistisk og et forældet kvindesyn? Horsens Kommune har ikke et forældet kvindesyn. Horsens Kommune mener ikke, at kvinder skal være sexobjekter. Havde der været et billede af et barn, der spiser en is, ville det heller ikke have været et bevis for, at Horsens Kommune anbefaler, at børn spiser is og slik til alle måltider.
Fordummende? Den forstår jeg ikke. Bliver man dum af at se på en flot pige eller fyr? Eller er det kun dumme mennesker, der kan lide det? I så fald er vi mange, der må falde ind under kategorien. Jeg vil umiddelbart tro, at det er over 99 % af danskerne.

25 % ligeglade
Samme dag, som den lille mediestorm brød løs i Horsens, holdt affaldsforeningen DAKOFA årsmøde i Korsør. Her fortalte Christine Felthaus, at 25 % af borgerne overhovedet ikke interesserer sig for genbrug.
Jeg er sikker på, at håndværkerlærlinge og andre teeangere vejer tungt i den statistik. Som førende kommunikationsbureau inden for affaldsområdet vil Tankegang gerne være med til at højne bevidstheden hos alle i samfundet om, at affald er en nyttig ressource, som vi ikke bare skal smide i skraldespanden eller i naturen.
Engang imellem går vi til kanten for at opnå opmærksomhed. Når vi får den, er den ikke kun positiv. Det er de nøgne kendsgerninger.

Ingen kommentarer: