søndag den 17. november 2013

Til grin hos Topdanmark



Når jeg får dårlig service et sted, hævner jeg mig ved at hænge synderen ud her på bloggen. Denne gang går det ud over Topdanmark, som ikke behøver at ryste i bukserne, for bloggen har kun ca. 100 læsere.

5,5 mio. kan læse med
Men det er rart for mig at få det ud, og der sidder jo 5,5 mio. potentielle læsere derude.
Nu skal I bare høre, hvor dumme de er i Topdanmark.
Vi var på efterårsferie i Rom, og da vi skulle hjem, var flyet aflyst på grund af strejke. Vi tilbragte en lang dag med at stå i kø i terminalen og endte med at få et fly hjem næste formiddag. Træls - men det var ikke Topdanmarks skyld.

Landbrug og rejse
Vi har en rejseforsikring, så et par dage efter ringede jeg til Topdanmark for at høre, om jeg kunne få dækket udgifterne til hotel og transport.
Der var intet at finde på nettet, så jeg måtte ringe. Telefonslusen gav mig forskellige muligheder. Ingenting om rejseforsikring, men jeg kunne vælge mellem privat, erhverv og landbrug.
Vi er landbrugskunder, så den tog jeg. Efter at have præsenteret problemet fik jeg en lidt studs besked om, at jeg skulle henvende mig til Rejse. Jeg blev stillet om til en dame, der allerede lød meget træt, selv om klokken kun var 9.
Jeg forklarede, at vores fly var blevet aflyst på grund af en strejke, og jeg ville høre, om forsikringen dækkede mine udgifter.

Send en anmeldelse
- Du kan sende en skadesanmeldelse ind. Så kigger vi på det, svarede damen uvenligt.
Jeg spurgte, om hun ikke kunne sige noget om dækningen. Jeg ville ikke til at finde en masse papirer frem, hvis hun på forhånd vidste, at jeg ikke kunne få dækning.
- Det kan vi ikke tage stilling til på forhånd. Du må sende en anmeldelse, sagde hun ret uvenligt.
- Jamen, du sidder i en afdeling, der beskæftiger sig med rejseforsikring. Kan du ikke oplyse, om I normalt dækker den slags med den forsikring, jeg har.
- Nej. Send en anmeldelse, sagde hun og var klar til at lægge røret på.
Jeg bad om lov til at stille endnu et spørgsmål og fik det bevilget. Jeg ville vide, hvilke omkomstninger, de normalt dækker hvis og såfremt. Heller ikke her var der hjælp at hente. Jeg kunne bare sende bilagene.
Jeg bad til allersidst om at få sendt anmeldelsen pr. mail.
- Mail? halvråbte hun i telefonen. Og lidt mere sagte: Jo, det kan jeg godt.

Venlig dame i Rejse
Den kom ikke, så fem dage senere ringede jeg igen. Her var jeg heldig at få en meget venlig person i Rejse. Hun kunne se i systemet, at der var oprettet en anmeldelse, og den havde jeg på mail få minutter senere :-)
Så måtte jeg have fat i flyselskabet for at få en skriftlig bekræftelse på aflysningen. Det gik rimeligt nemt, og jeg fik printet den ud sammen med de oprindelige billetter og kvitteringerne for mine udgifter. Hele møget sendte jeg sammen med skadesanmeldelsen i et brev til Topdanmark.
Forleden kom materialet retur sammen med et kortfattet brev, hvor der står:
"Forsikringen omfatter ikke dækning i forbindelse med strejke og konkurs".

Det er garanteret helt rigtigt. Men hvorfor f##!!#?!!# fortalte de ikke bare det i telefonen? Så kunne de og jeg have sparet en masse tid.

Hvor svært kan det være? Når man sidder i en afdeling, der hedder Rejse, må det være en helt almindelig sag, at en kunde spørger, om forsikringen dækker, når flyet blev aflyst på grund af strejke. Og så skal man da svare kunden.
Hvor svært kan det være?
Jeg sender linket til dette indlæg til Topdanmark, og vender tilbage med et svar, hvis de skulle få lyst til at producere sådan et.

2 kommentarer:

Per Kirkegaard Lemming sagde ...

Flere og flere virksomheder benytter Call Centre til at modtage henvendelser fra kunder. Det kunne være det, du har oplevet. De kan ikke svare på noget, da de ikke kender betingelser og indhold for ydelsen I har købt. De sidder måske kun med Rejse i få dage og Altheimer Foreningen de næste dage. Man kan næsten fornemme det med det samme i samtalen, om man er smidt over på et Call Center. De burde oplyse, at man betjenes af en ekstern og at de ikke kan svare på spørgsmål. Det ville være god service. Hilsen Per

Stener Glamann sagde ...

Tak for en spændende teori. Jeg har endnu ikke hørt fra Topdanmark selv, men det kan være, de bekræfter din forklaring