Viser opslag med etiketten Vandværksskoven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vandværksskoven. Vis alle opslag

lørdag den 9. april 2016

Forbudt at cykle i Vandværksskoven

Enhver journalists drøm er at fortælle den overraskende historie. Sensationen.
Sådan én har jeg fået op under neglene. Hundredevis af MTB-ryttere i Frederikshavn og omegn samt tusinder af frederikshavnere vil måbe af forbavselse, når jeg her dokumenterer, at det er forbudt at cykle i Vandværksskoven.


Cykelkørsel er forbudt. Præcist skrevet - ikke til at misforstå.

132 år gammel historie
Det er sådan set ikke en nyhed. Det eneste nye er, at jeg nu fortæller det. For som jeg kan bedømme det, har det været forbudt i op til 132 år.
Vandværksskoven er en helt fantastisk skov at cykle i. Den er en drøm for mountainbikere. Overalt er der kæmpe bakker med små stier, rødder, løse sten og andre udfordringer. Man kan køre op og ned af vanvittige stigninger eller man kan vælge en lang lækker nedkørsel.
Så det giver ingen mening at forbyde folk at cykle. Og forbuddet bliver heller ikke respekteret. Når jeg går tur med Bertha i den skønne skov, møder jeg altid cyklister. Morgen, middag og aften, hverdag, weekend og ferie. 200 cyklister om dagen i forårs- og sommermånederne er nok lavt sat.

Frygt for aprilsnar
Jeg har gemt på min nyhed i nogle dage og spændt ventet på, om andre journalister skulle opfange den. Forbuddet fremgår af et skilt, som jeg er gået og løbet forbi mange hundrede gange uden at læse det. Men det gjorde jeg så tilfældigvis den 1. april. Den dag turde jeg ikke offentliggøre historien af frygt for, at den ville blive opfattet som en aprilsnar.
Men det er ganske vist. Teksten på skiltet er ikke til at misforstå.

Konstruktiv journalistik fra mig
Frederikshavn Kommune ejer skoven og har sat det nydelige skilt op for måske 40-50 år siden. Det står lige over for Traktørstedet ved en af indgangene til Vandværksskoven.
En ny trend i den danske presse er konstruktiv journalistik. Her skal journalisterne ikke blot rapportere om problemer, men også anviser løsninger. Jeg er altid frisk på det nye, så jeg kommer her med en genial løsning til Frederikshavn Kommune: Fjern skiltet.

Ja, selv tak. Det skal ikke komme an  på det.

torsdag den 13. marts 2014

Drik flodvand behandlet med kaustisk soda

Gallonvis af kaustisk soda 
skal der til for at gøre flodvandet drikkeligt

Anlægget i San Diego 
er præmieret som et af USAs bedste.

Der er en dejlig løbetur rundt om søen,
som i virkeligeheden er et vandlager.

Kan du forestille dig et sted, hvor en halv mio. mennesker hver dag drikker flodvand, som har været opbevaret i en sø, og siden er behandlet på et anlæg med blandt andet kaustisk soda?

Jeg har lige været der, og du ser dokumentationen på de tre billeder her. Vi er ikke i Bangladesh eller en fjern kinesisk provins uden for Verdenspressens søgelys.
Det foregår i en af de rigeste og mest veludviklede stater i Verden - iPhonens, Facebooks og Googles hjemmebane - Californien.

Vand fra Colorado River
Anlægget her er prisebelønnet som et af de bedste i USA. Det ligger i San Diego, og jeg har løbet rundt om den dejlige sø 8 gange - en virkelig skøn tur.
Men da jeg på et museum så, at 50 % af vandforsyningen i San Diego kommer fra Colorado River, blev jeg lidt nysgerrig efter at se, hvad der foregik bag trådhegnet ved det store anlæg, der hvor alle løberne, cyklisterne, joggerne og vandrerne parkerede.
Der holder Miramar Water Treatment Plant til, og på hjemmesiden kan jeg læse mig til, at anlægget hiver over 500 millioner liter vand op af søen hver dag, behandler det og sender det ud til 500.000 beboere i området. Vi nød godt af det på hotellet, da vi var på ferie.

24.000 gallon kaustisk soda
Hvordan vandet bliver behandlet, kan jeg ikke helt greje på hjemmesiden. Men jeg kan se mit eget øverste billede. Der står en beholder, som indeholder 24.000 gallons kaustisk soda. Dem er der mindst 3 af - måske 6 eller 12. Og det stiller de vel ikke op for at have et sted at opbevare kaustisk soda.
Vi drak ikke af vandet, hverken før eller efter, at jeg havde taget billederne. Det smagte af klor, og Solle havde ondt i maven de første par dage. Det gik over, da hun begyndte at sige nej tak til isteringer i sodavand.

Det regner aldrig
De gode vandfolk i det sydlige Californien er hverken onde eller dumme. Deres vilkår er, at det næsten aldrig regner. Så der er næsten intet grundvand, og der kommer meget lidt fra bjergene. Det har været helt galt det seneste år i det meste af Californien, så i øjeblikket raser en vandkrig mellem det lidt fugtige nord og det knastørre syd, som San Diego hører til.

Hjem igen til Vandværksskoven
Jeg slutter historien her hos os. I dag løb jeg en tur ned i Vandværksskoven, og jeg stoppede op for at tage et billede af den sø, der indtil for 50 år siden forsynede hele sydbyen i Frederikshavn med drikkevand. Det stoppede, da det halve Bangsbostrand fik langvarig diarré.
Nu om dage tager vi det som en selvfølge i Danmark, at vi har rent grundvand, som vi kan tappe fra vandhanen uden nogen form for kemisk behandling. Vi tillader os endda nogen gange at brokke os over, at det er for dyrt.
Selv om det er både langt billigere og langt bedre end det, de rige californiere må nøjes med.

Vandværkssøen forsynede i mange år 
den sydlige del af Frederikshavn med elendigt drikkevand.

mandag den 22. juli 2013

Skatten er lige i nærheden

Thomas, Emil, Frederik og Ida fandt den 
- lige her nede i Vandværksskoven.

Uanset, hvor du befinder dig i Danmark, er der en skat lige i nærheden. Og det er alletiders ferieaktivitet at gå på skattejagt i skoven, i byen eller på stranden. Hvad enten du er hjemme eller ude i sommerlandet. Er du på ferie i Vesteuropa, vrimler det også med skjulte, sjove skatte lige i nærheden.

Geocaching
Fænomenet hedder Geocaching, og det er ingen nyhed. Det har eksisteret siden 2000, og det breder sig som ringe i vandet.
Systemet er enkelt. Gode mennesker har skjult en lille plast- eller blikæske bag en sten, under nogle blade eller et andet smart sted og har registreret koordinaterne på hjemmesiden geocaching.com. Så skal du finde skatten.
Du henter app'en geocaching til din smartphone eller tablet - opretter en profil og logger ind. Så kan du bede om en liste over de nærmeste geocaches. Der er sandsynligvis én nogle få hundrede meter fra dig. Der er over 20.000 i Danmark.

Følg afstanden på kortet
Du følger kortet på app'en, som hele tiden fortæller dig, hvor mange meter, du er væk fra skatten. Der er en lille unøjagtighed på din smartphones gps, så når du kommer helt tæt på, skal du til at lede. Ved de fleste geocaches er der et lille hint og der er også hjælp at hente fra folk, der har indrapporteret, hvordan de fandt æsken.

Byt gaver
Når I finder æsken, er der som regel en notesbog, så I kan skrive jer på. Mange gange er der også nogle små gaver. Du må tage én, hvis du selv afleverer én. Det kan være en lille plastikdims eller et stykke legetøj. Fødevarer og alkohol er bandlyst.
Så kan I registrere fundet på app'en og gå videre til den næste skat.

Det var lige nede i skoven
Vi prøvede det forleden, da vores familie fra Rødekro var på besøg. Det var lige her nede i Vandværksskoven, hvor Bertha og jeg går tur hver dag. Mange hundrede gange er vi vadet forbi skattene uden at ænse dem. 5 voksne og 3 børn og Bertha havde en herlig tur gennem skoven, op og ned af bakker på jagt efter de små æsker. Vi fandt fire skatte og måtte opgive én.

Korsstenen på Hirsholmene
I går var Solle og jeg på rotur til Hirsholmene med tre andre. De rutinerede roere havde fortalt op og ned ad døre og stolper om Hirsholmenes natur, historie og planteliv. Da vi andre var ude at bade, gik Solle ind på telefonen og så, at der lå 1 geocache på Hirsholmene, 262 meter fra det sted, hvor vi sad.
Så måtte vi afsted fem mennesker. Turen gik over et stenrev på nordsiden af øen, og vi ledte fortvivlet efter en skjult plastæske. Hintet fortalte om en korssten og en rund stensætning. Efter et stykke tid fandt vi korsstenen - en kæmpe sten med 10 huller i, der dannede et kors. Den runde stensætning lå ca 25 meter derfra, og der var en fin lille geoskat.

Den forbandede smarte telefon
De erfarne Hirsholmen-farere fik en ny oplevelse på deres kære ø. De kendte hverken stenrevet, korsstenen eller den lille fine stensætning. Geochachens navn er i øvrigt Stenhuggeren.
Næste gang, vi skal på tur et sted i landet, slår vi helt sikkert Geocaching til. Det giver lige en ekstra oplevelse. Og så er det en fed kombination af det, vi normalt betragter som modsætninger: Den forbandede smarte telefon, som sluger for meget af vores tid og den utrolige natur, som rummer så mange hemmeligheder.