Senest i juni 2019 har vi folketingsvalg igen. Det bliver som altid rigtig spændende.
Jeg håber meget naivt, at debatten op til valget vil være præget af partiernes holdninger til klima, økonomi, internationalt samarbejde, sundhed og kultur.
Kabalevalgkamp
Men jeg frygter, at det med medierne som dirigent bliver en kabalevalgkamp, hvor det hele går ud på at finde ud af, hvem der skal være statsminister.
Der er allerede gået alt for meget valgkuller i den.
At Uffe Elbæk og Pernille Skipper foreslår sig selv som statsminister er underholdende og helt i orden. De kunne også pege på sig selv som præsident i England eller træner for fodboldlandsholdet.
Tre gange kuller
Men når Alternativet siger, at de ikke vil pege på andre end Uffe Elbæk, og at de vil vælte enhver regering, der ikke opfylder Alternativets klimamål, så er det kuller.
Når de radikale forlanger skriftlige løfter om, at Socialdemokratiet skal føre radikal udlændingepolitik for at få lov at sidde i regering, så er det kuller.
Og når Dansk Folkeparti kræver, at en ny Venstre-regering ikke må have deltagelse af Liberal Alliance, så er det kuller.
Flertal i Folketinget
Partier af enhver størrelse må respektere ethvert flertal i Folketinget. Hvis et markant flertal i Folketinget har en anden klimapolitik end Alternativet - så bliver partiets politik ikke gennemført. Og så er det pip at hive tæppet væk under en regering på det grundlag, for det vil jo ikke ændre noget som helst politisk.
På samme måde med de radikales udlændingepolitik. Den kommer der ikke flertal for, uanset om de radikale støtter Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Bliv væk fra træerne
Jeg håber, at partierne vil lade være med at kravle op i en masse træer under valgkampen. Derfra opnår man ingen resultater.
Når krydserne er sat, er der muligvis et grumset folketing uden et klart flertal for Mette Frederiksen eller Lars Løkke. Det er helt almindeligt. Sådan var det i 60erne, 70erne og store dele af 80erne og 90erne. Så må partierne forhandle.
Det gør de forhåbentlig ud fra devisen landet skal jo regeres.
I den situation kan dygtige partier forhandle sig til høj indflydelse, men det kræver altså, at de ikke i to-tre måneder har gået og underholdt enhver forbipasserende journalist med alle de ultimative betingelser, de stiller for at være med.
Jeg håber meget naivt, at debatten op til valget vil være præget af partiernes holdninger til klima, økonomi, internationalt samarbejde, sundhed og kultur.
Kabalevalgkamp
Men jeg frygter, at det med medierne som dirigent bliver en kabalevalgkamp, hvor det hele går ud på at finde ud af, hvem der skal være statsminister.
Der er allerede gået alt for meget valgkuller i den.
At Uffe Elbæk og Pernille Skipper foreslår sig selv som statsminister er underholdende og helt i orden. De kunne også pege på sig selv som præsident i England eller træner for fodboldlandsholdet.
Tre gange kuller
Men når Alternativet siger, at de ikke vil pege på andre end Uffe Elbæk, og at de vil vælte enhver regering, der ikke opfylder Alternativets klimamål, så er det kuller.
Når de radikale forlanger skriftlige løfter om, at Socialdemokratiet skal føre radikal udlændingepolitik for at få lov at sidde i regering, så er det kuller.
Og når Dansk Folkeparti kræver, at en ny Venstre-regering ikke må have deltagelse af Liberal Alliance, så er det kuller.
Flertal i Folketinget
Partier af enhver størrelse må respektere ethvert flertal i Folketinget. Hvis et markant flertal i Folketinget har en anden klimapolitik end Alternativet - så bliver partiets politik ikke gennemført. Og så er det pip at hive tæppet væk under en regering på det grundlag, for det vil jo ikke ændre noget som helst politisk.
På samme måde med de radikales udlændingepolitik. Den kommer der ikke flertal for, uanset om de radikale støtter Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Bliv væk fra træerne
Jeg håber, at partierne vil lade være med at kravle op i en masse træer under valgkampen. Derfra opnår man ingen resultater.
Når krydserne er sat, er der muligvis et grumset folketing uden et klart flertal for Mette Frederiksen eller Lars Løkke. Det er helt almindeligt. Sådan var det i 60erne, 70erne og store dele af 80erne og 90erne. Så må partierne forhandle.
Det gør de forhåbentlig ud fra devisen landet skal jo regeres.
I den situation kan dygtige partier forhandle sig til høj indflydelse, men det kræver altså, at de ikke i to-tre måneder har gået og underholdt enhver forbipasserende journalist med alle de ultimative betingelser, de stiller for at være med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar