lørdag den 29. december 2018

Jeg bor i et parallelsamfund

Vores avis bragte forleden denne fine illustration med et portræt af den typiske nordjyde. Det er en ryger, der går på tilbudsjagt, har en Samsung-telefon, går i kirke og læser Familie-Journalen.
Jeg er helt sikker på, at det forsimplede portræt er troværdigt, så det er ingen kritik af Nordjyske.
Men jeg var altså ved at tabe både næse og mund, da jeg så opslaget.

Kender du typen?  Nej!
Jeg synes selv, jeg er ret normal, og jeg føler mig godt hjemme i Nordjylland og Vendsyssel. Men jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv i portrættet. Og jeg er ikke helt sikker på, at jeg kender nogen, der kan leve op til statistikkerne, som avisen har hentet sine oplysninger fra.

Vi læser i smug
Jeg må jo leve i et parallelsamfund her i landsdelen. Et lille upåagtet hjørne, hvor vi har vores egne normer og værdier. Vi sidder i smug og læser bøger og aviser, ser DR (typiske nordjyder ser TV2 Charlie) og spiser helst økologisk. Jeg kunne remse meget andet op, som adskiller mine venner og mig fra den typiske nordjyde. Men det er der ingen grund til. Jeg vil ikke gøre mig bedre end andre, og der ligger intet værdiladet i det fra min side. Andre folk må læse de blade og se de tv-stationer, de har lyst til. Det kan kun glæde mig, hvis de har fornøjelse af det.

Slut med tålt ophold?
Men jeg kan da godt blive lidt bekymret. I disse år strammer det danske samfund nettet om dem, der er anderledes. Danskhed er ikke bare noget med at være dansker - der knytter sig nogle såkaldt kristne værdier til, som man også forventes at leve op til. I første omgang går det ud over mennesker med udenlandsk baggrund, kæreste, forældre eller bedsteforældre. Men når de allesammen er jaget væk, kan det være turen kommer til os andre med afvigende livsstil.

Så er det ikke sikkert, jeg kan forblive på tålt ophold her i Nordjylland. Og hvad værre er: Kan jeg vende hjem til Vestjylland?

PS. I aften skal vi have karbonader med stuvede ærter og gulerødder.



Ingen kommentarer: