I dag viste jeg journalisthøjskolen frem for en ven.
Flere generationer af journalister har gået vores første spæde medieskridt i den rå og grå betonbygning i Århus Nord, som vi med kærlighed eller afsky kalder for betonbunkeren.
Det er 32 år siden, jeg forlod etablissementet, men alt ligner sig selv. Blot er eleverne blevet mere tjekkede og målrettede end vi var på Schlüters tid.
Glashus på Katrinebjerg
På en opslagstavle fandt vi så tegninger af den nye journalisthøjskole på Katrinebjerg. Et smukt glashus, som efter planen står klar i 2020.
Der er garanteret en hel masse gode grunde til at bygge en ny og tidssvarende skole som erstatning for Bunkeren. Fremtidens journalistelever skal ikke spises af med forældede lokaler, blot fordi en halvgammel nostalgiker som mig synes, alt skal være som dengang, far var dreng.
Enkelt og ind til benet
Men det rykker i mig, for jeg synes, den rå og nøgne beton passer så godt til vores uddannelse - der naturligvis også forandrer sig.
For mig er det grundlæggende ved at være journalist at fortælle, hvad der sker, så alle kan forstå det.
Det skal være enkelt - skåret ind til benet. Journalistik er ikke kunst, som man bruger timer og dage på at analysere og rette til. Det er et meget kontant håndværk.
Sådan er Bunkeren. Klare linjer - et enkelt byggeri, som ikke skal imponere i sig selv. Den skal ikke tage opmærksomhed. Det skal indholdet.
Ud!
Journalisthøjskolen behøver heller ikke at være et lækkert sted at være. For journalister skal være ude i virkeligheden - ude hos dem, de fortæller om og til. Så skal de ind på redaktionen og skrive, indtale, filme eller redigere. Og så ellers ud i samfundet igen. Der er de gode historier er. Der er den skæve, sjove, originale eller usædvanlige vinkel, som gør vores fortællinger til noget særligt. Derude er alt det, vi kan bruge vores sanser til - alle nuancerne, som får os til at forstå, at den objektive sandhed ikke findes.
Nok bare grimt
Min ven syntes, det var spændende at se det halvgamle byggeri, men han kunne ikke se det smukke i konstruktionen. Og det har han sikkert ret i. Det er nok bare en grim, meget bastant og alt for grå bygning.
Jeg ønsker DJMX alt muligt godt i det nye glashus. Gennemsigtighed er jo også vigtigt.
Og så glæder jeg mig over, at Bunkerens nye ejere vil lave forsamlingshus på stedet. Jeg kommer gerne til en debataften eller en enkel fest.
Flere generationer af journalister har gået vores første spæde medieskridt i den rå og grå betonbygning i Århus Nord, som vi med kærlighed eller afsky kalder for betonbunkeren.
Det er 32 år siden, jeg forlod etablissementet, men alt ligner sig selv. Blot er eleverne blevet mere tjekkede og målrettede end vi var på Schlüters tid.
Glashus på Katrinebjerg
På en opslagstavle fandt vi så tegninger af den nye journalisthøjskole på Katrinebjerg. Et smukt glashus, som efter planen står klar i 2020.
Der er garanteret en hel masse gode grunde til at bygge en ny og tidssvarende skole som erstatning for Bunkeren. Fremtidens journalistelever skal ikke spises af med forældede lokaler, blot fordi en halvgammel nostalgiker som mig synes, alt skal være som dengang, far var dreng.
Enkelt og ind til benet
Men det rykker i mig, for jeg synes, den rå og nøgne beton passer så godt til vores uddannelse - der naturligvis også forandrer sig.
For mig er det grundlæggende ved at være journalist at fortælle, hvad der sker, så alle kan forstå det.
Det skal være enkelt - skåret ind til benet. Journalistik er ikke kunst, som man bruger timer og dage på at analysere og rette til. Det er et meget kontant håndværk.
Sådan er Bunkeren. Klare linjer - et enkelt byggeri, som ikke skal imponere i sig selv. Den skal ikke tage opmærksomhed. Det skal indholdet.
Ud!
Journalisthøjskolen behøver heller ikke at være et lækkert sted at være. For journalister skal være ude i virkeligheden - ude hos dem, de fortæller om og til. Så skal de ind på redaktionen og skrive, indtale, filme eller redigere. Og så ellers ud i samfundet igen. Der er de gode historier er. Der er den skæve, sjove, originale eller usædvanlige vinkel, som gør vores fortællinger til noget særligt. Derude er alt det, vi kan bruge vores sanser til - alle nuancerne, som får os til at forstå, at den objektive sandhed ikke findes.
Nok bare grimt
Min ven syntes, det var spændende at se det halvgamle byggeri, men han kunne ikke se det smukke i konstruktionen. Og det har han sikkert ret i. Det er nok bare en grim, meget bastant og alt for grå bygning.
Jeg ønsker DJMX alt muligt godt i det nye glashus. Gennemsigtighed er jo også vigtigt.
Og så glæder jeg mig over, at Bunkerens nye ejere vil lave forsamlingshus på stedet. Jeg kommer gerne til en debataften eller en enkel fest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar