søndag den 9. september 2018

Rettidig omhu og en lang næse



Et af de store konfliktpunkter herhjemme er, når jeg siger ja til en opgave ude i en kommune på en dag, hvor vi skal noget privat. Det er desværre sket nogle gange, og jeg skal ikke forsøge at bortforklare noget. Det er simpelthen mig, der er en torsk.
Undskyld.

Rettidig planlægning
Men nu har jeg desværre fået bevis for, at rettidig planlægning ikke nytter. Vi har for meget længe siden bestemt, at vi vil fejre vores sølvbryllup lørdag den 15. september. Det siger sig selv, at jeg ikke skulle love mig væk til noget den weekend.
For mange måneder siden begyndte vi så at planlægge et af de allerkæreste arrangementer, jeg er involveret i i Tankegang: Hele Verden i Frederikshavn Kommune. Det er en kulturdag, hvor folk fra hele verden, som nu bor her i området, synger, danser, spiser og snakker sammen - og hvor vi lokale også er med. Vi har holdt den tre gange, og det er en skøn dag. Jeg har fået rollen som konferencier, og det er så sjovt.

Kontraordre fra rådhuset
Tilbage til planlægningen. Jeg manøvrerede sikkert uden om den 15. september, og vi fandt også en fin dato, hvor Maskinhallen var ledig.
Så kom der kontraordre fra Frederikshavn Kommune. Vores arrangement skulle være en del af Frederikshavns 200 års byjubilæum, nærmere bestemt kulturnatten, som holdes - gæt hvornår - lørdag den 15. september.

Åbningsarrangement for Kulturnatten
Jeg protesterede og mine makkere bag arrangementet bakkede mig minsandten op. Men der var naturligvis ikke noget at gøre. Vores private fest får jo ikke kommunen til at lave om på jubilæumsplanerne, så nu er Hele Verden i Frederikshavn Kommune blevet åbningsarrangement for Kulturnatten.
Moralen er ty'lig, men styg og modby'lig (shu-bi-dua citat): Man får ikke noget ud af at planlægge i god tid.
Til gengæld har vi planlagt en super sølvbryllupsfest og en næsten lige så god kulturdag.

Ingen kommentarer: