lørdag den 15. december 2012

Amerikansk våbenlogik

Her er mit våben

Fredagens skydetragedie i Connecticut har endnu engang udstillet den amerikanske våbenlogik, som de færreste europæere deler eller forstår.
For amerikanerne er det en grundlovssikret ret at have et skydevåben, så man kan forsvare sig selv.
Det er ikke våben, der dræber, men mennesker. Mener et flertal af amerikanerne.
De har demokrati, så de må selv bestemme.

Jo flere våben - jo flere drab
Hvis det slår klik for en person i Danmark, kan vedkommende ikke mere eller mindre spontant slå 28 mennesker ihjel. For de færreste har adgang til våben, endsige erfaring i at bruge dem.
I USA kan alle få fat i et farligt våben - har jeg indtryk af.
Det ER altså en forskel.
Jo flere, der har skydevåben - jo flere skud bliver der affyret. Det er da helt logisk.
Jo flere biler, der er, jo mere bliver der kørt i bil.

Omvendt logik
For mig er det en helt omvendt logik, at man har ret til et skydevåben, fordi man skal kunne forsvare sig selv.
Jeg bor i et fredeligt samfund, hvor folk ikke må gå med våben. Derfor har jeg ikke brug for en pistol eller et gevær til at forsvare mig selv.
Næsten alle drab i Danmark bliver begået i affekt eller i en form for rus. Dem kunne vi ikke forhindre ved, at ofret havde en pistol i nærheden.
De øvrige drab sker i rocker- eller narkokredse, hvor det er ret almindeligt at bære våben. Det forhindrer ingen drab, så vidt jeg ved.
Retten til våben forhindrer ikke mord - men fremkalder dem.

Dødelig rettighed
Og så er der lige det værste, som nærmest er ubærligt her dagen efter tragedien. Våbenindustrien i USA bruger milliarder af dollars på lobbyarbejde for at opretholde og styrke sin forretning. Det er måske hovedårsagen til, at et solidt flertal af amerikanere holder på deres dødelige rettighed.

Ingen kommentarer: