Magtens sprog

USA og Kina har i denne uge sat navn på sine kommende ledere på hver sin måde.
Jeg hørte et interessant indslag i radioen om, at unge i Kina vender sig bort fra politik. De gider ikke være med i partiet, og de følger ikke med i begivenhederne på Folkekongressen.
En af forklaringerne er magthavernes sprog. De kinesisike politikere bruger teknokratiske udtryk og taler om problemer i deres egen verden - ikke i befolkningens.

Hverdag og drømme
Derimod har mange unge kinesere fulgt med i den amerikanske valgkamp. Her har kandidaterne ganske vist sagt en masse sludder - men de taler til og om vælgerne. De taler om arbejdspladser, om benzinpriser og om middelklassens skatteforhold. De bruger almindelige ord, og så er de begejstrede. De udstråler vilje og energi, mens de kinesiske topledere står og kigger stift ned i nogle manuskripter som 100 andre gamle mænd har godkendt på forhånd.
Sproget er vejen til magten. Obama og Romney har brugt et halvt år på at fortælle om deres egne drømme, på at slå ud med armene og male billedet af det Amerika, de vil skabe. Og så på at tale om nogle helt praktiske problemer, som vælgerne oplever i hverdagen.

Tørre bureaukrater
I Kina går vejen til magten ikke gennem folket, men gennem bureaukratiet. Derfor taler de kinesiske ledere til og for bureaukraterne. Det er forbløffende, at de kan opretholde sådan et system i det 21. århundrede, nu hvor 40 pct. af den kinesiske befolkning er på internettet.
Den nye leder er endnu en tør bureaukrat, og der er intet signal om forandringer. Han skal sidde i 10 år, og alle Kina-eksperter føler sig overbeviste om, at kommunistpartiet kan holde grebet om magten hele hans tid ud. De ved mere om det end dig og mig, men jeg synes, det lyder usandsynligt.

Sproget fælder dem
Afgrunden mellem lederne og befolkningen bliver dybere og dybere, og det bliver mere og mere synligt for kineserne. Sproget, som har holdt teknokraterne til magten i Kina, kommer til at fælde dem. En større og større del af befolkningen får adgang til at fortælle offentligt om deres egne problemer i et sprog, som får andre til at deltage i samtalen. Det kan teknokraterne ikke styre med 1000 blomstrende regler, og pludselig kan Kina have en Nelson Mandela, en Lech Walesa eller en Václav Havel, som kan sætte ord på befolkningens drømme. Så er det ham, der definerer magtens sprog - den nye magts sprog. Det er så stærkt, at selv Folkets Hær ikke kan nedkæmpe det - hvis soldaterne overhovedet vil.

Sammenbrud helt uden internet
Vestligt drømmeri og mangel på viden om kinesisk kultur og tradition, vil Kina-eksperter sikkert kalde min lille analyse. Det kan de sagtens få ret i, men sprogets magt er universel, og den er hævet over politiske strukturer.
Husk:  det er stadig mindre end 25 år siden, et fasttømret politisk system i Østeuropa faldt sammen som et korthus på nogle få uger uden at én ekspert havde set det komme. Og dengang var der intet internet.