fredag den 14. september 2012

Mystik i en OpelGolf

Hvad sker der lige her?

Ifølge forsikringsselskaberne er man elitebilist, når man har kørt skadesfri i længere tid. Så det er jeg.
Men ellers er jeg en tumpe med biler, selv om jeg kører over 1000 kilometer om ugen. Jeg er ikke i stand til at interessere mig for køretøjernes teknik.
For et stykke tid siden vi fik en ny lille bil i Tankegang. Det er en OpelGolf eller sådan noget, og den kører langt på hver liter diesel. Jeg har nok kørt 12-15.000 kilometer i den og efterhånden passer sædet til min røv.

Den kan ikke starte
Men der er noget galt med den. Nogle gange kan den ikke starte. Jeg kan godt få strøm i skidtet, og der kommer lys i en masse interessante pærer i panelerne. Det ser ret flot ud.
Men når man drejer nøglen det sidste stykke, sker der intet.
Jeg har prøvet alt: Døren i og op, selen af og på igen, skift gear, sæt den i frigear, hiv i håndbremsen og slip den igen, åben passagerdøren og vend nøglen om.
Nogle gange starter den efter 10-12 forsøg, andre gange er der gået op til 5 minutter.
Mystisk, ikke?

Bilen kan lide praktikanter
Men hør så her: Et par dage havde jeg en praktikant med, og han var så sød at køre bilen på hjemturen begge gange. Når han sad der, det heldige asen, startede den fine bil i første forsøg. Han grinede selvfølgelig af mig, og jeg kunne godt mærke på ham, at jeg måtte være problemet - ikke bilen.
Hmm.
Det havde han ret i. Nu har jeg nemlig forsøgt noget helt nyt: Ikke at røre bremsen, når jeg tænder bilen. Så starter den lille dyt i første forsøg hver gang.
Vi har også en bil med automatgear. I den skal man holde bremsen ned for at kunne starte, og jeg har altid foden på bremsen, når jeg starter en bil. Det er åbenbart en indgroet vane, som jeg slet ikke tænker på. Derfor tog det adskillige uger at løse mysteriet i bilen.
Den er for resten sort. Kan det have noget med sagen at gøre?

Ingen kommentarer: