De kloge studenter

Forleden var vi til et rigtig dejligt studentergilde hos Eline i Roskilde. Solen skinnede, familie og venner strømmede til, og der var masser af kage. Herlig dag.
I en stille stund sad jeg med et par andre brushaner og talte om dengang, vi blev studenter. For mit vedkommende, da Anker Jørgensen var statsminister.
Min automatreaktion var, at det nok er gået tilbage med standarden og med holdningen siden de gode gamle dage. Men det er lige omvendt.

Dygtigere end os
Nutidens studenter er meget dygtigere, end vi var. Vidensniveauet i samfundet er højnet, og de glade unge mennesker fra Årgang 0 kan i dag noget som en selvfølge, som vi slet ikke blev udfordret i.
De kan lave præsentationer og fremlæggelser af meget komplekse problemstillinger. De kan koble viden fra flere fag, og de kan meget hurtigt tilegne sig ny viden. De er langt mindre bundet og begrænset af lærebøger, end vi andre var.
Så for mig er der ingen tvivl om, at nutidens studenter kan meget mere, end vi kunne i 1981.

Vi kastede os ud i livet
Heldigvis for os var vores begrænsede viden ingen hindring. Vi kastede os ud i samfundslivet og i nye uddannelser med en selvsikkerhed, som nutidens studenter godt kan misunde os.
Mit indtryk er, at mange af dem føler sig hårdt presset og har gjort det i mange år. De oplever, at samfundet stiller meget høje krav til dem og foruroligende mange bukker under for presset. Stress er en folkesygdom blandt gymnasieelever og studerende. I min ungdom var tømmermænd den mest udbredte sygdom.

En fælles opgave
Det nemme svar er at sige: Slap af, det skal nok gå. Det er ikke bare nemt, det er også dumt, for det gør kun ondt værre.
Det mere besværlige svar er, at det er en samfundsopgave at bringe vores unge mennesker ud af den stressfælde, de er kommet i. Samfundet - det er som bekendt os allesammen. Det er dig og mig, det er forældrene, de unge selv skolen, gymnasierne, universiteterne, Folketinget, regeringen, virksomhederne og medierne.

To slags karakter
Vi skal  - SKAL - have ændret fokus fra resultater, høje karakterer og hurtig vej gennem systemet til fokus på den enkelte unges interesser, styrker og ønsker til det gode liv. Jeg er en af mange tusinde arbejdsgivere, som aldrig kigger på eksamensbeviset, når jeg skal ansætte en person. Jeg kigger på personligheden, engagementet og smilet.
Man kan sige, at menneskekarakteren er afgørende. Ikke eksamenskarakteren. Det er mit lille bidrag til at frigøre de dygtige studenter.

Hov, hvor kom det lige fra?

Hov, hvor kom det lige fra, at uddannelsesinstitutionerne skal spare milliarder af kroner i en tid, hvor alle er enige om, at uddannelse er helt centralt for Danmark?
I de seneste år har de højere læreanstalter sparet 2 pct på deres budgetter - og har i princippet fået pengene igen til at oprette nye studiepladser. Nu bliver de mødt af rene sparekrav med en hilsen fra ministeren om, at de er kornfede.
Hov, hvor kom det lige fra, at der skal spares på miljøet, at Danmarks klima-ambitioner skal sænkes, og at vi skal fyre kul af i flere år end hidtil planlagt?
Hov, hvor kom det lige fra, at folk, der har fået besked om, at de er blevet danske statsborgere nu skal have deres sag behandlet på ny?
Hov, hvor kom det lige fra, at kommunerne skal igennem nye sparerunder og aflevere en del af pengene til staten?
Det havde vi altsammen ikke hørt noget om i valgkampen.
Der havde vi kun hørt, at vi skal have så få flygtninge som muligt, og at håndværkerfradraget skal genindføres.

Hvor peger fingeren hen?
Hvor kommer det så fra?
Det kommer fra vælgerne. Et flertal af dem stemte på de partier, der vil have Venstre til at lede landet. Det har de nu fået, og så forsøger Venstre at gennemføre sin politik. Det hedder demokrati.
Du er ikke blevet snydt. Du har fået det, du har stemt for. Vil du have noget andet, må du stemme på nogle andre.
Husk det, når du ved næste valgkamp hører en politisk banalytiker fortælle dig, at det hele handler om partiledernes troværdighed og personlige gennemslagskraft. Det passer ikke. Du stemmer på en politisk linje. Og din afgørelse har konsekvenser op til fire år frem i tiden.

De satans humanister

Hver fjerde nyuddannet akademiker fra i sommer går stadig ledig, lyder en af dagens kedelige nyheder.
Og så fortæller erhvervsorganisationerne os igen, at der bliver uddannet for mange humanister og alt for få på de naturvidenskabelige fag.
Og det er nemt at se for sig, at tusindvis af unge uddanner sig til gymnasielærere og offentligt ansatte, mens virksomhederne har brug for nogen ingeniører og programmører.
Men det er bare ikke sådan, det hænger sammen.

Ældgammel fordom
Det er en ældgammel fordom, at humanister bliver uddannet til det offentlige og teknikere til det private. Og det er netop en af årsagerne til, at de satans humanister har det så svært. Alt for mange virksomheder kender ikke nutidens humanistiske uddannelser og dermed de kompetencer, kandidaterne har.
Universiteterne er ikke elfenbenstårne,  som uddanner filosoffer og antropologer uden hensyntagen til samfundets behov. De har løbende udviklet uddannelserne, studieforløbene og arbejdsformen i takt med den udvikling, der sker i det øvrige samfund. Nogen hurtigere end andre.
Universiteter og andre højere læreanstalter bruger meget krudt på dialog med virksomheder for at opfylde behovene bedst muligt. De gør blandt andet et stort arbejde for at etablere længere praktikforløb i virksomheder. Tankegang har mange gange haft glæde af studerende fra Aalborg Universitet og andre uddannelses-institutioner.

1300 virksomheds-kommunikatører
For nylig var jeg til en forelæsning på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet (se foto). Her fortalte professor Finn Frandsen, at handelshøjskolen på 11 år har opbygget kommunikationsuddannelser, der nu tæller 1300 studerende. Det er altså også humanister - alle sammen med fokus på virksomheder.
Humanisterne kan blive gode ledere, projektmagere, administratorer, formidlere, udviklere og mange andre nøglefunktioner, som danske virksomheder har brug for nu og i fremtiden for at skille sig ud. Tag ud på virksomhederne og se, hvem der laver hvad. Så er der en landinspektør som personalechef, mens en  cand. polit. står for udviklingsafdelingen.

Teknikere er ikke firkantede
Akademikere har en grundlæggende kompetence til at sætte sig ind i og bearbejde komplekse problemstillinger og til at analysere og finde løsninger. Derfor kan humanister klare sig de underligste steder, når først de får foden indenfor.
På samme måde er teknikerne ikke så firkantede og faktaorienterede, som humanisterne forestiller sig. Deres uddannelser retter sig nemlig også mod virkeligheden. Og den kan ikke sættes på formel.

Den katastrofale statistik

20 pct. Hver femte.
Jeg har hørt det før, men jeg bliver lige chokeret hver gang.
1 ud af 5 får ikke en ungdomsuddannelse. Hver gang, der starter 25 i en børnehaveklasse, får fem af dem en elendig 9. klasses eksamen, og ikke mere uddannelse.
De kan måske få lidt løse, dårlige job, men langt de fleste af dem får et dårligt liv. Ingen job, ingen penge, usunde vaner, dårligt helbred, sociale og psykiske problemer og måske alkoholmisbrug eller kriminalitet.
Du mener, jeg maler Fanden på væggen? Det tror jeg faktisk ikke.
Vi lever i dag i det, vi kalder en hyperkompleks verden. Politiske forhold i Mellemøsten, økonomiske dispositioner i USA, undervisningssystemer fra Asien og etniske konflikter i Østeuropa spiller ind på din og min hverdag. Internettet og den lynhurtige kommunikation gør os afhængige af at forstå hinanden og hinandens kulturer.
Det kræver viden at klare sig i sådan en verden. En viden du kun kan få, hvis du er i stand til at tilegne dig den, og hvis du prøver. Det kræver basale færdigheder og nogle rutiner med at tage ny viden ind. De grundlægges i skolen, hvor højst 80 pct. får dem.
DET ER EN KATASTROFE.
Så længe vi kalder Danmark et velfærdssamfund, så må vi i det mindste gøre et alvorligt forsøg på at sætte alle borgere i stand til at klare sig selv i hele deres liv. Det gør vi langt fra i dag. Vi ved, at dem der ikke får en uddannelse, ikke klarer sig. Men vi gør ikke nok ved det.
Derfor er det den vigtiste opgave for politikere på alle niveauer at arbejde for den sag. Folketinget og kommunerne må sammen finde ud af at få alle igennem folkeskolen med fornuftige kundskaber, så de vil og kan tage en ungdomsuddannelse.
Der er tre grunde til, at den opgave er så vigtig:
1. For de unges egen skyld. En uddannelse er forudsætningen for at kunne klare sig selv.
2. For de offentlige kassers skyld. Vi har ikke råd til at forsørge og behandle op imod 20 pct. af hver årgang.
3. For samfundsøkonomien. Vi har brug for kloge, glade mennesker til at finde på fremtidens idéer og føre dem ud i livet. Vi kan ikke undvære hver femte.
Problemet er så enormt, at løsningen ikke ligger lige for. Den kræver en enorm indsats af rigtig mange gode kræfter. Starten på det er, at politikerne bliver enige om at løse problemet. Det har jeg desværre ikke set noget pålideligt tegn på, at de vil. På dette område som på så mange andre virker det som om, dem på Christiansborg mest er interesseret i at argumentere imod hinanden.
Danmark forbløder, mens de skændes.

Uddannelse gør den store forskel

Finanskrisen er tilsyneladende ved at ebbe ud, og virksomhederne begynder igen at ansætte folk.
Det betyder desværre ikke, at alle de ledige kommer i job. Vi har for længst erfaret i medierne, at måske op til 100.000 industriarbejdspladser er forsvundet for altid.
Svaret på den udfordring er uddannelse.
I vores familie har vi to nyuddannede ingeniører. Da de stod med eksamensbeviset sidste sommer, var der ingen job at få. De søgte på livet løs vinteren igennem, men fik nærmest ingen respons. For et par måneder siden kom der hul igennem, og de har nu begge oplevet at skulle vælge mellem to job. Fra frustration til luksus på få måneder.
Sådan går det ikke for ufaglærte og folk med kort uddannelse. De oplever fortsat, at der er 250 ansøgere til hver stilling, og at det er en sejr bare at komme til samtale.
Intet tyder på, at den tendens ændrer sig fremover. Tværtimod. Det bliver mere og mere udtalt. Vejen til et job går gennem uddannelse, og når du har fået jobbet, skal du blive ved med at dygtiggøre dig.
Det er vigtigt at vide for hver enkelt, for vi har selv ansvaret for vores eget liv.
Men det er bestemt også en samfundssag. Uddannelse bør have absolut topprioritet hos politikere på alle niveauer. Vores samfund skal simpelthen omstilles til, at uddannelse ikke er et valg, den enkelte træffer. Det er lige så selvfølgeligt som en plads i børnehaven.
I øjeblikket går det katastrofalt på området. Den officielle målsætning er, at 95 % af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men andelen falder er nu under 80 %.
Selv om vi er foruroligende langt fra målsætningen, er den forældet lige om et øjeblik.  Målet burde være, at alle får en faglig, mellemlang eller videregående uddannelse.
Det er simpelthen forudsætningen for at kunne klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Vi skal vide noget, vi skal kende til sammenhænge, og vi skal eje evne til at tilegne os nyt stof, strukturere oplysninger og sætte dem ind i en sammenhæng.
Ellers kan vi ikke forlange at få 200 kr. i timen.
Vi har netop besat et job i Tankegang, og det slog mig virkelig, hvor stor en forskel, uddannelsen gjorde. Vi havde dygtige, sympatiske og rutinerede folk til samtale. Men det var tydeligt at mærke forskellen mellem dem, der kom med en gammel HF-eksamen og en del livs- og joberfaring, og dem der kunne byde på en videregående uddannelse.
Tankegang er ikke en meget elitær eller intellektuel virksomhed, men som alle andre går vi efter de bedste af dem, der byder sig til. Og det var altså i alle tilfælde de veluddannede.
Min bedstefar gik højst 7 år i skole, og hvor har jeg mange gange hørt om prædike om, at vi børnebørn skulle se at få os en uddannelse. Det forstod jeg ikke dengang, for bedstefar var en rig mand.
Men jeg forstår det nu, hvor det bare er 100 gange mere aktuelt end for 40 år siden.
Derfor har jeg lige holdt en lille prædiken om det.