Vi har da ytringsfrihed, ik?

Vi har da demokrati og ytringsfrihed her i Vesteuropa, ik? I Mellemøsten og Afrika hersker diktatur og censur, men her hos os bestemmer befolkningen og kan frit ytre sig.
Jo, det er nogenlunde sådan, det er, men der er et par ting, vi godt kan diskutere.
Er det rigtigt demokrati, når englænderne vælger en kandidat i hver valgkreds? I praksis kan det give absolut flertal i parlamentet til et parti, som på landsplan har fået en tredjedel af stemmerne.
Er det demokrati, når et parti skal opnå fem pct. af stemmerne for at blive valgt til Forbundsdagen i Tyskland?
Er det demokrati, når ingen love i Danmark kan træde i kraft, før dronningen har skrevet under på dem?
Er det demokrati, når den franske forfatning giver en kæmpe magt til præsidenten - på samme måde som i Rusland og USA?
Ja, det er demokrati for de lande, som har valgt den løsning. Men det er til stadighed en diskussion værd.
På samme måde med ytringsfriheden. Enhver har ret til at ytre sig under ansvar for lovgivningen. Sådan er det i praksis i Vesteuropa, og der er meget få eksempler på det modsatte. Men ytringsfriheden har en fætter, der hedder pressefrihed, og så er vi straks inde i en gråzone. Tag nu Italien. Enhver har ret til at starte en tv-station, en avis eller en hjemmeside, hvor vedkommende får sine synspunkter frem. Fint nok.
Men den væsentligste informationskilde for italienerne er tv-stationerne. Alle de største af dem er i praksis kontrolleret af landets ministerpræsident, og han blander sig aktivt i deres dispositioner. Han bruger simpelthen medierne til at fastholde sin magt.
Set med danske briller er det uhyrligt, og man kan sagtens diskutere, om Italien reelt er et demokrati, når Berlusconi på den måde kontrollerer pressen.
I Frankrig er det knap så slemt. Men det er slemt. De væsentligste franske medier ejes af rigmænd, som er præsident Sarkozys nære venner. Der er desværre mange eksempler på journalister, som er blevet fyret eller degraderet på grund af kritiske artikler eller indslag om præsidenten.
Senest har Sarkozy forsøgt at forhindre en lettere venstreorienteret fond i at investere i den uafhængige avis Le Monde, som er i økonomiske vanskeligheder. Præsidenten indkaldte chefredaktøren til et møde, hvor han tilsyneladende antydede, at et statstilskud til modernisering af avisens trykkeri var i fare, hvis den medarbejder-ejede avis valgte de forkerte investorer.
Rigtig mange franskmænd griner af præsidenten, så det lykkes nok ikke Sarkozy at køre Frankrig ud på et sidespor, lige som Berlusconi er i gang med for Italiens vedkommende.
Men historierne minder os om, at demokrati og ytringsfrihed ikke er naturlove. Vi skal blive ved med at diskutere og udvikle demokratiet og det frie ord. Her er mit lille bidrag.