torsdag den 22. oktober 2020

De rette gale


Marianne Jelved er tilbage i en central rolle hos de radikale.

Hun har fået titel af kontaktperson og skal være en slags konsulent for formand og næstformand. Hendes opgave bliver at holde partiet nede fra træerne. Samarbejde og dialog skal have højere prioritet end bombastiske udmeldinger og jævnlige trusler om at vælte regeringen.

Det er godt for partiet, og det er også godt for Danmark. Jeg tror, der kommer flere fornuftige aftaler ud af den radikale krise - og sikkert også flere brede aftaler. De er som bekendt de mest holdbare.

Langt væk fra hvad?
Besserwisserne på TV2 News er rørende enige om, at de radikale er længere væk fra magten nu end nogensinde. Deres argument er, at hverken Mette Frederiksen eller Jacob Ellemann-Jensen vil i regering med de radikale.

Så det er rigtigt, at de er langt væk fra ministerposterne. Men de er stadig en uundværlig del af regeringens flertal. Det giver indflydelse. Regeringen kan ikke få en finanslov igennem uden de radikale, eller for den sags skyld uden Enhedslisten. Hvis Socialdemokratiet går uden om sit parlamentariske grundlag i en vigtig forhandling, er der kun flertal til højre, ikke til venstre. Og så er de radikale med.

Det er en langt bedre position, end de radikale var i fra 2001-11 og fra 2015-19. Der var det Dansk Folkeparti, som sad med de afgørende mandater for de borgerlige regeringer.

Også en slags mennesker
I den periode har de radikale opbygget en identitet, som de rette. Dem, der altid stod for de rigtige, principielle og moralsk opbyggelige holdninger. Nu viser det sig, at de også kunne være galt på den, at de radikale også var en slags mennesker, der begår fejl.

Og det kommer der tilsyneladende det gode ud af, at tonen over for samarbejdspartnerne til højre og venstre på Christiansborg bliver mere fremkommelig. Mindre skinger og mindre bedrevidende. Det er jeg sikker på, for når Marianne Jelved sidder med ved bordet, så opfører man sig ordentligt. Det ved jeg af egen erfaring og fra mange andre, der har oplevet den kloge overlærer fra Jyllinge.


Ingen kommentarer: