Irans værste fjende er landets eget styre.
Efter mordet i Irak på den åbenbart meget populære general Soleimani har præstestyret begået fire fatale brølere, som fuldstændig har undermineret dets egen troværdighed.
1: 90 trampet ihjel
Den første var at udkommandere alt for mange mennesker til en mindehøjtidelighed for generalen. Der var slet ikke styr på logistikken, så mindst 90 iranere døde ved den lejlighed. Mast eller trampet ihjel. I ethvert almindeligt land ville det være en kæmpe katastrofe, hvis en statslig ceremoni endte med, at 90 af landets egne indbyggere døde.
2: Rutinemæssig løgn om angreb
Få dage efter kom brøler nummer to. Iranerne gennemførte et missilangreb mod to militære baser i Irak som hævn for nedskydningen af Soleimani. Straks efter gik styret ud og forsøgte at bilde befolkningen ind, at 80 amerikanere blev dræbt ved angrebet. Det rigtige antal var 0. Men det ligger åbenbart så dybt i de iranske ypperstepræster, at officielle udmeldinger som standard er løgn.
3: Nedskydning af passagerfly
Tredje katastrofe var Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly, som kostede 176 mennesker livet - de fleste af dem iranere eller folk med tæt tilknytning til Iran.
4: Tre dages gentagne løgne for hele verden
Og den fjerde var endnu en fed og mange gange gentagen løgn over for befolkningen og resten af verden. I tre dage forsøgte styret at bilde omverdenen ind, at flyet var styrtet ned på grund af en motorfejl. De vidste selv bedre. De kendte den reelle årsag fra det øjeblik, flyet faldt ned. Men de løj og løj og løj og løj i tre dage. Da ukrainerne oplyste, at flyets ene sorte boks var fundet, løj de videre og beskyldte amerikanerne for at stå bag en sammensværgelse mod det iranske folk.
Først da en amatørvideo af missilnedskydningen var gået verden rundt, kunne de religiøse løgnhalse ikke narre deres egen befolkning længere. Så måtte de indrømme, at de havde skudt flyet ned ved en beklagelig fejl. På grund af en amerikansk provokation, naturligvis.
Sikkerhedsstyrker slår iranere ihjel
Nu er der igen store demonstrationer imod styret, og de bliver igen brutalt behandlet af det, præsterne kalder for sikkerhedsstyrker. Vi ved, at staten ved demonstrationer i november myrdede omkring 1500 landsmænd. Hvor mange af landets egne indbyggere, der denne gang skal lade livet for at sige deres mening, kan vi kun gætte på. Kun ét er sikkert: Regeringen fortæller ikke sandheden.
Det er absurd og helt vildt bedrøveligt, at et stort og rigt land som Iran skal køres i sænk af en religiøs elite, som er ligeglade med menneskeliv og med sandheden.
Styret må falde
Jeg tillader mig dog at have en vis optimisme. Det må simpelthen styrte sammen, det vanvittige regime. Når den folkelige modstand bliver kraftig nok, viser selv de hårdeste diktaturer sig at være en tom skal. Vi så det i Østeuropa for 30 år siden, og vi så det i Tunesien og Egypten i 10erne.
Den såkaldte åndelige ledelse i Iran er gået så langt over stregen denne gang, at dens styre må forvitre.
Fra diktatur til kaos
Og så burde jeg slutte her med et halleluja.
Desværre ligger lykken ikke lige om hjørnet for de hårdt plagede iranere. Når og hvis præstestyret bliver sendt på porten, bliver det sandsynligvis erstattet af et mangeårigt kaos, som ikke gør hverdagen stort bedre for almindelige mennesker i landet.
Efter mordet i Irak på den åbenbart meget populære general Soleimani har præstestyret begået fire fatale brølere, som fuldstændig har undermineret dets egen troværdighed.
1: 90 trampet ihjel
Den første var at udkommandere alt for mange mennesker til en mindehøjtidelighed for generalen. Der var slet ikke styr på logistikken, så mindst 90 iranere døde ved den lejlighed. Mast eller trampet ihjel. I ethvert almindeligt land ville det være en kæmpe katastrofe, hvis en statslig ceremoni endte med, at 90 af landets egne indbyggere døde.
2: Rutinemæssig løgn om angreb
Få dage efter kom brøler nummer to. Iranerne gennemførte et missilangreb mod to militære baser i Irak som hævn for nedskydningen af Soleimani. Straks efter gik styret ud og forsøgte at bilde befolkningen ind, at 80 amerikanere blev dræbt ved angrebet. Det rigtige antal var 0. Men det ligger åbenbart så dybt i de iranske ypperstepræster, at officielle udmeldinger som standard er løgn.
3: Nedskydning af passagerfly
Tredje katastrofe var Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly, som kostede 176 mennesker livet - de fleste af dem iranere eller folk med tæt tilknytning til Iran.
4: Tre dages gentagne løgne for hele verden
Og den fjerde var endnu en fed og mange gange gentagen løgn over for befolkningen og resten af verden. I tre dage forsøgte styret at bilde omverdenen ind, at flyet var styrtet ned på grund af en motorfejl. De vidste selv bedre. De kendte den reelle årsag fra det øjeblik, flyet faldt ned. Men de løj og løj og løj og løj i tre dage. Da ukrainerne oplyste, at flyets ene sorte boks var fundet, løj de videre og beskyldte amerikanerne for at stå bag en sammensværgelse mod det iranske folk.
Først da en amatørvideo af missilnedskydningen var gået verden rundt, kunne de religiøse løgnhalse ikke narre deres egen befolkning længere. Så måtte de indrømme, at de havde skudt flyet ned ved en beklagelig fejl. På grund af en amerikansk provokation, naturligvis.
Sikkerhedsstyrker slår iranere ihjel
Nu er der igen store demonstrationer imod styret, og de bliver igen brutalt behandlet af det, præsterne kalder for sikkerhedsstyrker. Vi ved, at staten ved demonstrationer i november myrdede omkring 1500 landsmænd. Hvor mange af landets egne indbyggere, der denne gang skal lade livet for at sige deres mening, kan vi kun gætte på. Kun ét er sikkert: Regeringen fortæller ikke sandheden.
Det er absurd og helt vildt bedrøveligt, at et stort og rigt land som Iran skal køres i sænk af en religiøs elite, som er ligeglade med menneskeliv og med sandheden.
Styret må falde
Jeg tillader mig dog at have en vis optimisme. Det må simpelthen styrte sammen, det vanvittige regime. Når den folkelige modstand bliver kraftig nok, viser selv de hårdeste diktaturer sig at være en tom skal. Vi så det i Østeuropa for 30 år siden, og vi så det i Tunesien og Egypten i 10erne.
Den såkaldte åndelige ledelse i Iran er gået så langt over stregen denne gang, at dens styre må forvitre.
Fra diktatur til kaos
Og så burde jeg slutte her med et halleluja.
Desværre ligger lykken ikke lige om hjørnet for de hårdt plagede iranere. Når og hvis præstestyret bliver sendt på porten, bliver det sandsynligvis erstattet af et mangeårigt kaos, som ikke gør hverdagen stort bedre for almindelige mennesker i landet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar