fredag den 10. juli 2020

Er du en kom-i-ganger eller en det-er-for-megeter?

 Det hele bliver IKKE blandet sammen.

Tankegang forbereder sig på at tilrettelægge kommunikation om den nye fælles affaldssortering, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.
Vi har ringet rundt til tilfældige mennesker i hele landet for at høre om deres holdning. Det har vi, fordi vi arbejder med designtænkning, hvor vi altid prøver at tage udgangspunkt i brugernes behov.
I stedet for at gætte, spørger vi.

Den gode nyhed er, at budskabet om de 10 typer affald er trængt igennem. Alle, vi talte med, havde hørt om det og tænkt over det. Det er altså en fin start.
Vores lille analyse viser, at befolkningen deler sig i to grupper, som måske er nogenlunde lige store:
Kom-i-gang og Det-er-for-meget.

Kom-i-gang
Kom-i-ganger er dem, der gerne vil sortere affaldet endnu bedre. De nævner alle sammen et højere formål som det første: Klima, grøn omstilling, forurening eller miljø. For dem er koblingen helt ren: Sortering - genanvendelse - klima.
Det praktiske fylder ikke så meget. Kom-i-ganger oplever ingen problemer med affaldssortering, og udsigten til ekstra beholdere ved huset er bare en lille opgave, der skal løses. For dem er sortering en god vane, som gør dem tilfredse, og mere sortering vil gøre dem mere tilfredse.
Ingen kom-i-ganger stiller spørgsmålstegn ved håndteringen af det sorterede affald. De bærer ikke historier videre om, at det hele bare kommer i ét hul. Tværtimod er de helt sikre på, at deres brugte pap bliver til nyt.
De kan blive irriterede over manglende sortering, og her er det især de store mængder plast, som bekymrer dem.

Det-er-for-meget
Tak for kaffe! udbrød en af vores kilder med udsigten til 10 affaldstyper. Han og andre mener, at 10 er alt for meget, og de er meget hurtige til at referere historier om, at det sorterede affald bliver blandet sammen. Historier, de har hørt og gerne fortæller videre uden at vide, om de er sande.
Alle det-er-for-megeter vil gerne sortere af hensyn til miljøet og også gerne lidt mere. Men de synes, det er for voldsomt med 10 fraktioner. Og de er skeptiske, for de er ikke helt sikre på, at det sorterede affald bliver genanvendt. De synes i øvrigt, det er uklart, hvilke typer affald, der skal i hvilke beholdere.
Gruppen her ser for sig, at carporten bliver fyldt med enorme affaldsbeholdere, og at de skal have beholdere og poser over alt i huset for at leve op til de nye krav.

Nyttig pejling
Tankegangs lille analyse er kun en pejling. Hvis vi interviewede flere mennesker og dykkede dybere ned, ville vi helt sikkert finde andre arketyper og rigtig mange, som ikke passede ind i en skabelon.
Vi er ikke et forskningslaboratorium, men et kommunikationsbureau, og vores input fra de gode borgere er nyttige.
De viser, at kommuner og affaldsselskaber står over for en udfordring med kommunikationen. Modtagerne oplever ikke det samme og opfatter tingene meget forskelligt.
I praksis kan man ikke sende én type information ud til én målgruppe og en anden ud til en anden, for det står hverken på dørskiltet eller på dåbsattesten, om man er den ene eller den anden type. Her er en udfordring, vi skal arbejde videre med.

Hvad sker der med affaldet?
Men én ting står klart: Det er ikke nok at fortælle, hvordan affaldet skal sorteres. Begge målgrupper vil gerne vide, hvad der sker med deres affald, når det er blevet hentet. De vil gerne have dokumentation for, at det gør noget godt for miljøet.
Kom-i-gangerne vil vide det, fordi de gerne vil motivere andre til at sortere endnu mere. Det-er-for-megeter vil se håndfaste beviser for, at deres besværlige indsats nytter.


Ingen kommentarer: