fredag den 3. november 2017

Forbyd ulovligheder

Mus, frøer og fugle er vist de eneste, der bliver slået ihjel her ude på Flade Rævdalvej, hvor ingen vil bo. På Nørrebro går det anderledes hedt for sig. På to dage er to bandemedlemmer blevet myrdet af rivaler.
Det er den foreløbige kulmination på mange måneders kampe og skyderier mellem grupperinger af kriminelle i hovedstaden og i andre storbyer. Det er ulykkeligt og uhyggeligt, og jeg forstår beboernes frygt.

Fred og tryghed
Jeg forstår også deres og mange andres ønske om at få gjort noget ved sagen - at få stoppet bandekrigen, så beboerne på Nørrebro kan leve i fred og tryghed.
Men der er ikke et quick-fix. Der er problemer i denne verden, som ikke lige lader sig løse. Bande-, rocker- og mafiakriminalitet hører til i den kategori.

Kun banderne kan stoppe krigen
Justitsministeren, Folketinget, politiet, naboerne kan ikke stoppe voldsomhederne. Det kan kun banderne selv. Det er dem, der skyder på hinanden (og på andre). Og det er dem, der driver en ulovlig forretning med med stoffer og våben, hvor vold og trusler er en del af forretningsgrundlaget.
Rivaliserende bander, der lever af kriminalitet, kæmper om markedet. Og vold avler vold, så med jævne mellemrum optrapper de konflikten mellem sig og terroriserer dele af byen.
Politi og myndigheder kan være over dem, stresse dem, sætte så mange som muligt i fængsel og måske få held med at konfiskere våben og sorte penge. Det kan forhåbentlig med tiden få krigen til at ebbe ud.

Forbud mod foreninger
I afmagt arbejder regeringen nu med et forslag om at forbyde banderne. Det skal igennem Højesteret, og det er  et skråplan. Forbud mod foreninger er grundlovsstridigt, uanset hvilke fikse ord, juristerne kan pakke det ind i.
Og det hjælper ikke en snus. De her typer er i forvejen dybt kriminelle. Mange af dem begår hver dag meget alvorlig kriminalitet. Så de vil næppe lade sig afskrække af, at deres bande også er ulovlig.
At forbyde en forening vil kun skabe endnu et problem, som ikke kan løses, og det vil ikke bidrage til at stoppe bandekrigen.

Ingen kommentarer: