Når jeg ser på de billeder, jeg lægger op på Facebook, er der mange dyr imellem. Forleden var det den flotte tudse herover, som sad lige uden for døren. Jeg kunne få telefonen helt hen til den og tage et udmærket billede.
Krondyr på marken, en flok rådyr, en ræv, tre vagtsomme musvåger eller næbbene af en flok sultne svaleunger fra reden er andre oplagte motiver.
Intet er usædvanligt
Intet af det er usædvanligt. Det er dagligdags natur her i reservatet og mange andre steder i landet. Selv i parcelhuskvarterer ser man rådyr.
Alligevel farer jeg hen og finder et kamera, hver gang jeg ser et vildt dyr.
Vi gjorde det samme, da vi var på sommerferie i Grand Canyon. Bådføreren stoppede simpelthen, når vi passerede det mest almindelige dyr på de egne: En bjergged. Og så fotograferede vi allesammen.
Det er nærmest en refleks hos de fleste, at når vi ser et vildt dyr, skal vi fotografere det.
Hvorfor er det mon sådan?
Grævling og spætte
Jeg kan forstå, hvis jeg skulle være så heldig at få en grævling eller en ugle på linsen. Eller en spætte. Men en ganske almindelig frø, et rådyr eller en ræv. Det har alle set før, og der findes langt bedre billeder end dem, jeg kan tage med telefonen eller med det kamera, som jeg endnu ikke helt har lært at betjene rigtigt.
Kan du en god forklaring på denne fællesmenneskelige trang til at fotografere almindelige dyr? Og lige et spørgsmål mere:
Synes du ikke, den er sjov at se på, den tudse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar