lørdag den 29. april 2017

Milliardspild med åbne øjne

Overskudsgivende medicin for 500 kr.

Vi kan hurtigt blive enige om, at SKATs spild af vores skattekroner er en gigantisk skandale. Den største i nyere tid. Håber jeg.
I SKATs tilfælde er der tale om et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner og vel også et politisk. Folketinget og skiftende regeringer har lidt for blindt troet på, at digitalisering ville kunne spare tusinder af stillinger i SKAT uden at forringe effektiviteten.

Et såkaldt sundhedsvæsen
Mens vi alle sammen slikker sårene over de mange milliarder, der er forsvundet op i den grå luft, spilder vi samtidig milliarder af kroner hvert år. Vi kører videre med et såkaldt sundhedsvæsen, der bare bliver dyrere og dyrere - selv om vi ved,at det kan gøres billigere og bedre.
Krumtappen i det danske sundhedssystem er helbredelse. Samfundet bruger enorme formuer på at forsøge at helbrede de mange mennesker, der bliver syge. Der bliver flere og flere og behandlingerne bliver dyrere og dyrere. I disse år skyder nye supersygehuse op til omkring 100 mia. kr. Det er absurd mange penge.

Sats på forebyggelse
Hvis vi i stedet gjorde forebyggelse til det bærende princip, ville vi på få år kunne stoppe udgifternes evige himmelflugt. Og vi ville gøre livet bedre for tusinder af danskere, som får dårligt hjerte, lungesygdomme og depressioner. Det vil i øvrigt også spare samfundet for udgifter til sygedagpenge, understøttelse, medicin og en række andre følgeudgifter.
Læs her, hvad lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing i går udtalte til Nordjyske:
- Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere.
Rygning og 10.000 skridt
Rygning er stadig en kæmpe synder. Det vil ikke koste noget at sætte afgifterne i vejret og at forbyde rygning endnu flere steder. Det vil forhindre tusinder af unge i at begynde at ryge.
Manglende motion er en anden dræber. 10.000 skridt om dagen har alle tid og mulighed for at klare. Gjorde de det, ville udgifterne til medicin og helbredelse rasle ned.

Vilde med kræftplaner og store byggerier
Kommunerne er klar. Regionerne er klar.
Men det kniber på Christiansborg. Politikerne er bange for forbud og afgifter. Og de er vilde med kræftplaner og store byggerier.
Så vi må blive ved med at betale i dyre domme for behandlinger og medicin, som kunne være undgået. Resultatet er, at de fattige og dårligt uddannede lever et usundt liv, mens de rige og højtuddannede også sundhedsmæssigt kører på 1. klasse.

Fælles plan
Det kan jeg ikke acceptere. Mine skattepenge skal ikke spildes til at øge uligheden, så jeg opfordrer Folketinget, regionerne og kommunerne til at lave en fælles plan for forebyggelse af de mest alvorlige folke- og livsstilssygdomme. Og at sætte penge af til at føre planen ud i livet. Kom så i gang.

Ingen kommentarer: