Journalisthunde

De fleste journalister på min alder har den selvopfattelse, at deres vigtigste opgave er at holde magthaverne i ørerne.
Watergate-skandalen er det store forbillede. Her viste alle lumpne mistanker om et beskidt politisk spil sig at holde vand. Alle artige journalister, som blot skrev det, de officielle kilder sagde, blev udstillet som det, vi med vanlig dramatik kalder for magthavernes dikkende lammehaler.

Let's get them bastards
Det hedder undersøgende journalistik, og det har i mange år været det mest prestigefyldte, man kunne beskæftige sig med. Opgaven er - som det hedder på amerikansk: Let's get them bastards.
De undersøgende journalister ser sig selv som samfundets vagthunde.
I de seneste år har begrebet konstruktiv journalistik vundet frem. Det er ikke vagthunde, men guidehunde. Reportere, som hjælper med at anvise løsninger på samfundets problemer.

Mand bider hund
Jeg bliver hos de firbenede for at finde et klassisk billede af nyhedskriterierne:
Hund bider mand - dårlig historie.
Mand bider hund - god historie.
Den konstruktive journalist vil søge svar på spørgsmålene:
Hvordan undgår mand at blive bidt af en hund? Og: Hvordan undgår du, at din hund bider mand?

Oversat til mere alvorlige emner er konstruktiv journalistik for eksempel bud på at løse klimakrisen. Det er uomtvisteligt en god historie, at kloden sveder og at det truer menneskeheden. Men det er endnu bedre historie at nogen gør noget ved det, og at DU også kan gøre noget.
Synes jeg som menneske og som journalist.

Brug for to hunde
Hvilken journalisthund er så bedst - vagthunden eller guidehunden? Vi har i den grad brug for begge. Der skal være uafhængige journalister, som kigger økonomiske og politiske magthavere efter i sømmene og udstiller dem, der svindler og misbruger deres magt.
Og der skal være dem, der peger på løsninger på menneskehedens store og små problemer. Det har vi brug for, og det vil vi gerne læse om.
Dem, vi godt kan undvære, er skødehundene, som ukritisk viderebringer hvad som helst uden skelen til formål og konsekvenser.

Konfliktorienteret løbetosse

Til morgenbordet fortalte jeg begejstret om konstruktiv journalistik. Her går det ikke ud på at lede efter en konflikt men på at fremhæve det positive i en historie og  at pege på løsninger.

Dårlig nyhed = god historie
Får en journalist en statistik over mordraten i alle amerikanske byer, vil automatreaktionen være at lave en historie om den by, hvor der sker flest mord. Og at lede efter nogen, der har ansvaret.
En konstruktiv journalist vil finde den mest fredelige by og høre, hvad der mon er sket der, siden der sker så få drab.

Skrækkeligt langsom
Det problemorienterede ligger i uddannelsen - men måske også i den menneskelige natur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kom hjem fra en løbetur i dag.
Den var kort, synes jeg. Jeg løb pinligt langsomt. Og jeg var stærkt forpustet den sidste kilometer. Kun af ren stædighed stoppede jeg ikke.
Jeg var skuffet over min egen dårlige form og tænkte, at jeg aldrig nogensinde kommer til at løbe i et ordentligt tempo igen.
Lyder det ikke skrækkeligt?

Manden med de onde hænder
Havde jeg i stedet været en konstruktiv løbetosse, ville jeg have jublet. For jeg er lige begyndt at træne op igen efter over to måneders pause. Jeg har (haft?) en skade i højre baglår, som fysioterapeuten har behandlet 5 gange. Jeg ved ikke, om skaden er væk, så jeg har lovet manden med de onde hænder, at jeg løber forsigtigt og ikke forcerer noget. Så må det vise sig, om jeg mærker noget i benet.

Løbeglæde
I dag mærkede jeg ingenting på en tur på 6,5 kilometer. Det er da bare fantastisk :-) Jo, jeg mærkede den friske luft, den kære skov og den berusende følelse af at bruge kroppen. Og jeg mærkede i den grad mit åndedræt, da den stejle stigning dukkede op. Jeg mærkede trætheden komme snigende og havde den indre kamp med mig selv om ikke at stoppe op og få vejret. Kort sagt: Løbeglæden.
Det er en rigtig god historie.
Den er egentlig bedre end den om mit langsomme tempo.
Men det var alligevel noget værre møg :-(