En meningsmåling i Politiken i dag viste pludselig borgerligt flertal igen, og vi hørte i alle morgenens radioaviser, at målingen var et helt afgørende vendepunkt for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Til lykke med det.
Siden kom to lige så friske meningsmålinger. Både Berlingske og Børsen kunne rapportere om fortsat stor føring til oppositionen på grund af en markant fremgang for Socialdemokraterne. Også til lykke med det.
Hvad skal man så lære af det, som Gotha Andersen sagde i et sort-hvidt tv-program?
At én meningsmåling ikke fortæller den endegyldige sandhed. Det kan være målingen fra Politiken, der simpelthen er ramt af statistisk uheld. Det kan også være de to andre målinger, der ikke er præcise.
Det nyhedsmedie, der betaler tusinder af kroner for at få foretaget en måling, giver den maksimal gas i sin egen dækning af målingen. Sådan er det. Men det betyder ikke, at målingen i sig selv er præcis.
Det, vi kan sige med sikkerhed er, at meningsmålinger over en bred kam giver et nogenlunde retvisende billede af vælgernes holdninger. Jeg er sikker på, at de konservative i dag står dårligere end ved valget i 2007, at Liberal Alliance risikerer genvalg til Folketinget, og at Venstre fortsætter sin mangeårige tilbagegang. Jeg er også overbevist om, at oppositionen har haft flertal i det seneste halve år.
Vi ved også med rimelig sikkerhed, at resultatet ved valget afviger fra de allersidste meningsmålinger. Det er der to grunde til.
Den ene er, at mange vælgere først beslutter sig i allersidste øjeblik. Det er op imod hver femte, der træffer afgørelsen i de sidste timer, inden de står i stemmeurnen. Nogen bestemmer sig først, når de står med blyanten i hånden.
Den anden er, at en lille andel af de adspurgte i meningsmålingerne lyver. Det er især Dansk Folkepartis vælgere, som ikke vil indrømme i telefonen, at de stemmer på Pia Kjærsgaards parti. Derfor går det altid Dansk Folkeparti bedre på valgdagen, end Gallup & co. har kalkuleret med.
Til lykke med det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar