Medierne og de konservative har jagtet Lene Espersen siden den famøse Mallorcaferie for et lille års tid siden.
Hun har sprællet lidt i nettet, men i dag gav hun op og lod sig hale i land. Færdig som partileder. Bang.
Nærmest sekundet efter er Lene Espersen ved at blive martyr. Hun er et offer for den utrolige personfiksering på Christiansborg og for det alt for store fokus på enkeltsager.
I går var hun en dårlig leder - i morgen er hun offer for gamle magtsyge mænd, der kanøfler kvinder, som forsøger at stige til tops.
Interessant - det vil sige: interessevækkende og sandt.
Som politisk topfigur er du i en vanvittigt barsk branche, hvor du hele tiden står til regnskab for det du gør, det du ikke gør og måden, du gør det på.
Som kvinde skal du oven i købet kæmpe med en uudtalt mandschauvinisme. Jeg er ikke i tvivl om, at det også har spillet en rolle i Lene Espersens politiske dødskamp.
Men det er et vilkår, som Lene Espersen har kendt i 25 år, og indtil for to år siden boltrede hun sig som en fisk i vandet. Men hun klarede altså ikke at stige det næstsidste trin op ad laksetrappen i den politiske verden. Hun ejede ikke evnen til at være topleder i den helt, helt specielle branche, som har sit centrum på Christiansborg.
Lene Espersen er dygtig. Men ikke dygtig nok.
Mere indviklet er det vist ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar