mandag den 24. januar 2011

Det usagte spil mellem løbetosser

Vinduespudsere ser på verden på deres helt egen måde. De kan ikke gå igennem en by uden at lægge mærke til de store vinduespartier og spekulere over den rigtige måde at pudse dem på.
Som kommunikationsmand omsætter jeg også meget af det, jeg ser og oplever til budskaber og medier. Mit svar på alle problemer er naturligvis kommunikation. På det punkt er der en forskel på vinduespudseren og mig.
Som løber kan jeg ikke omsætte alt til løberuter. Til gengæld møder jeg løbere og løbetosser overalt.
Gamle klasse- og studiekammerater viser sig at være bidt af løbebacillen, og flere og flere af mine kunder er i den samme mentalt forstyrrede tilstand som jeg. De skal simpelthen ud at løbe 2-4 gange om ugen, og de har store planer om løb, de skal gennemføre. Dem, der er på min alder, har også enorme bekymringer om skader - dem, de netop er kommet over og dem, der er lige ved at opstå.
Når man møder en person i en anden sammenhæng og pludselig opdager, at man sidder over for en løbetosse, spreder der sig et smil hos begge parter. Vi kommer meget hurtigt på bølgelængde. Snart begynder vi at snakke om de ture, vi lige har løbet, om de seneste løb, vi har deltaget i og om andre løbetosser, vi kender.
Der går også lidt konkurrence i den uden at det direkte bliver udtalt. Jeg skal vide, om vedkommende har løbet maratonløb og i givet fald hvor mange. Og så skal jeg have hans/hendes tid. Jeg vil helst have, at de har løbet færre løb end mig, og at de har taget længere tid om det end mig.
Jeg ved ikke hvorfor. For når jeg er til løb, glæder jeg mig helt ubetinget over alle dem, der løber hurtigere end mig. Jeg stiller ikke op for at vinde eller for at slå nogen, men for at få et godt løb, hvor jeg gennemfører i den bedst mulige tid alt efter min form.
Jeg er glimrende tilfreds med mine egne resultater, og de bliver hverken dårligere eller bedre af, at andre løber hurtigere, langsommere, kortere eller længere. Men det er altså skønnest at være den, der løber længst og hurtigst.
Der er kun én forklaring: Jeg er en løbetosse.

Ingen kommentarer: