Dansk eliteidræts største bedrager og snydetamp, Bjarne Riis, er i disse dage danske sportsjournalisters yndling. Manden er kendt for at komme med intetsigende udtalelser. Alligevel er de danske journalister, som følger Tour de France, vilde med at sætte mikrofonen op foran Riis og stille ham ligegyldige spørgsmål.
Her til aften så vi TV2 News, hvor reporteren spurgte dopingsvindleren, hvordan han troede, det ville gå hans hold på etapen i morgen.
"Vi skal angribe, hvis vi kan. Det bliver spændende at se, hvem der har gode ben", lød svaret.
Og det er ikke bare en enkelt ung journalist, der har haft en dårlig dag. Indslaget er typisk for niveauet i den danske sportspresses dækning af løbet.
De tåbelige spørgsmål med de forudsigelige nonsenssvar får mig til at tænke tilbage på min praktiktid som sportsjournalist på Dagbladet i Holstebro. Op til weekenden ringede vi til alle trænere for de højest placerede fodboldhold og bad om deres vurdering af den kommende kamp. Jeg husker specielt én, som vi hadede at ringe til, for vi vidste på forhånd, at han ikke kunne lokkes til at sige noget med bare en lille smule indhold i. "Bolden er rund, i fodbold kan alt ske, intet er afgjort før sidste fløjt, var højdepunktet i samtalerne med den i øvrigt meget flinke mand.
Som elev var jeg flov over at skrive en intetsigende foromtale. Som seer, læser, lytter og journalist er jeg forarget over at se journalister stikke mikrofonen op foran Bjarne Riis. De ved jo, at manden intet interessant vil sige. Hjemme i Danmark sidder så nogle ansvarlige og bestemmer, at netop det klip skal bringes.
Det er simpelthen for dårligt.
Og så synes jeg, det er ekstra pinligt, når alle ved, at Bjarne Riis er en bedrager. Han har selv indkaldt til pressemøde for at fortælle om det. Ved hjælp af systematisk doping snød han sig til en position som en af Europas højst betalte sportsstjerner. Millioner af kroner er trillet ind på kontoen takket være de forbudte og farlige stoffer, manden indtog. Med disse penge i ryggen har han etableret sit eget cykelhold.
Da skeletterne væltede ud af skabene hos den ene cykelstjerne efter den anden, voksede presset på Bjarne Riis. Der kom flere og flere historier, som pegede på, at han havde brugt EPO i sin aktive karriere. Nettet blev strammere og strammere, og det kunne koste ham hans forretning. I den situation valgte Riis at stå frem og indrømme sit bedrag. Det kostede tab af ære, men ingen penge. Det reddede forretningen og efter en hård tur i pressens vridemaskine kunne svindleren køre sin nye forretning videre.
Jeg vil gerne være med til at tilgive en mand, der indrømmer at have snydt - også selv om det er bevidst, systematisk, for egen vindings skyld og over en meget lang periode. Men jeg kan ikke se nogen grund til at hive ham op på en ny piedestal.
Og det er da helt unødvendigt at stikke en ukritisk mikrofon op i snuden på ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar