De største beslutninger træffes i køkkenet.
Sådan forklarer lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, om succesen bag det projekt, der på 10 år gjorde Samsø til en 120 % energiø. Han blev i 1997 ansat til at overtale 4000 mennesker på Samsø i at investere i vindmøller og biogasanlæg, så den lille ø kunne blive Svend Aukens mønstereksempel på omstilling af energiforsyningen.
Pengene til vindmøller og store anlæg skulle hverken komme fra DONG eller andre giganter. De skulle komme fra landmænd, lærere og butiksindehavere på Samsø. Søren Hermansen og en kollega gik i gang, og de var godt klar over, at det mest af alt var en kommunikationsopgave, de havde påtaget sig. De valgte 1:1 kommunikation - ud at snakke med alle folk på Samsø. De stillede op til generalforsamlinger og bingospil og bad om lov til at fortælle noget i 10 minutter. De indkaldte til borgermøder, hvor deltagerne var med til at få idéerne. De snakkede med folk på gaden, i Brugsen, på skolen og alle andre vegne på Samsø.
De var tålmodige og gav plads for alle diskussioner. De forsøgte ikke at bilde nogen ind, at vindmøller kunne redde Samsø eller hele verden. De fortalte bare om visionen om vedvarende energi og spurgte folk, om de kunne tænke sig at være med.
Historien er et lærestykke for alle kommunikationsfolk. I dag råder vi over så mange medier, vi kan proppe vores vigtige budskaber ind i. Vi kan tæppebombe Samsø med massekommunikation og med en masse kommunikation. Men det har i sig selv en meget begrænset virkning.
Det, der virker, er den personlige samtale. Der, hvor vores modtager har mulighed for selv at komme til orde. Der, hvor vores modtager føler sig taget alvorligt. Der, hvor vores modtager for sig selv kan få lov at overveje: Hvad får jeg ud af det her?
Det kan suppleres med massemedier - en pjece og en hjemmeside, der fortæller det faktuelle, eller plakater og postkort, som synliggør problemstillingen. Men den egentlige, virksomme kommunikation, der flytter holdninger og skaber forandringer - den foregår i samtalen.
Flere og flere vil gerne føre den samtale via computeren eller mobiltelefonen. Så må man som afsender etablere et samtalerum på Facebook, på Twitter eller et andet elektronisk sted. Blot skal man huske at deltage i samtalen og naturligvis at lytte.
På Samsø var det enkelt at komme i snak med 4000 mennesker, men for mange andre kan opgaven synes uoverskuelig. Det er da meget nemmere at lave et par pjecer og en annonce, hvor man fortæller folk, hvordan tingene hænger sammen end at tage ud at snakke med alle og holde styr på en masse chatrum på internettet.
Til gengæld er det sjovere og mere udbytterigt at føre dialog end at prædike. Spørg bare på Samsø. Projektet blev slet ikke sådan, som Søren Hermansen havde forestillet sig. De mange samtaler bragte nemlig mange nye idéer frem, som kunne blive til virkelighed, fordi samsøboerne lyttede til hinanden.
Så enkelt er det at kommunikere effektivt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar