tirsdag den 6. juli 2010

Sig undskyld - lige med det samme

Alle vi mennesker begår fejl, og når andre opdager dem, er de fleste af os hurtige til at indrømme vores dumhed, forkerte bedømmelse eller direkte pinlige adfærd.
For toppolitikere er det anderledes. Der kan en fejl eller en forkert bedømmelse blive pustet op til en kæmpe sag.
Og så gælder det om at rette ind til højre. Men det er ikke nok. Rettelsen eller undskyldningen skal falde så hurtigt som muligt.
Det har Lene Espersen lært. Det tog tre måneder, før hun fandt ud af, at det var taktisk klogt at undskylde for afbuddet til det famøse arktiske udenrigsministermøde. Det gjorde kun ondt værre, for enhver kunne se, at det var en taktisk manøvre.
Helle Thorning-Schmidt gjorde det lidt bedre. Først forsvarede hun sin mands skatteforhold, men da sagen så ud til at belaste hende, fik hun lukket den efter et par uger. Lige før en sommerferie. Så er det nok glemt til efteråret.
Lars Løkke meldte sig på banen med en stærkt forsinket undskyldning i søndags. Det var hans håndtering af sygehussagen i Vestjylland, som han følte sig nødsaget til at undskylde. Det var igen alt for sent, og statsministeren holdt fast i sit synspunkt om, at sygehuset skal ligge i Herning. Så han har næppe vundet én stemme tilbage på den forkølede og forsinkede undskyldning.
Man kan sagtens overleve som toppolitiker uden at undskylde. Tænk på Ritt Bjerregaard. Hun havde et par heftige sager undervejs i sit lange forløb som politisk frontfigur. Ikke én gang fortrød hun offentligt eller undskyldte. Tværtimod gjorde hun en dyd ud af, at Ekstra Bladet ikke skulle bestemme over hende. Modigt, mente mange. Overmodigt og hovent, mente lige så mange. Men Ritt kom altid igen og bevarede også en kæmpe popularitet.
Anders Fogh undskyldte heller aldrig - i hvert fald ikke for egne handlinger. Hans strategi var den enkle, at han aldrig gjorde noget forkert. Der var ikke noget at komme efter. Havde han levet i Rusland eller Italien, havde han garanteret gennemført en lov, som fastslog, at statsministeren ikke kunne tage fejl.
I den helt anden ende finder vi en nærmest kynisk strategi, som Danske Bank forfulgte nogle år efter, at de havde tilbragt månedsvis på forsiden af Jyllands-Postens lyserøde sider med den såkaldte Færøbanksag.
Hver gang pressen bragte en ny sag op, skyndte Danske Bank sig at beklage og udtale, at de "nu ville stramme proceduren op". Jeg har selv hørt Peter Straarup redegøre for det uden at fortrække en mine. Forklaringen er den enkle, at historien bliver en lille tospalter nederst på side 2 eller 4, når banken indrømmer at have begået fejl. Hvis banken afviser eller ikke vil udtale sig, får artiklen større opsætning, og der kommer en opfølgning dagen efter, hvor en professor fra CBS mener, at "Danske Bank er på kant med loven".
Selv har jeg et helt andet problem. Jeg vil hellere end gerne indrømme fejl, men jeg duer ikke til at opdage dem. Hverken hos mig selv eller andre.
Undskyld.

Ingen kommentarer: