Sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde

En af mine Facebook-venner blev skide sur på mig, da jeg forleden skrev om Bjarne Riis og doping. Det var lærerigt, for det viser, at der virkelig er følelser på spil, når det gælder sport.
Min holdning er ikke mere rigtig end andres. Den er bare min.
Men den lille fyndige debat på Facebook har fået mig til at tænke lidt mere over samspillet mellem sport og moral. Så det vil jeg nu belemre dig med.
Jeg er sportsmand og har altid været det. I mange år har min egen hovedsport været løb, og det er en meget enkel sportsgren. Hvis jeg vil forbedre min tid - eller undgå at den bliver dårligere - ja, så er der 1 middel, der virker: Træning.
Jeg vil gerne kunne gennemføre et maratonløb i en tid på omkring 3 timer og 30 minutter, og det kan kun lade sig gøre ved jævn og systematisk træning. Jeg løber tre gange om ugen året rundt, og i perioden op til et maratonløb skruer jeg op for distancen i weekenden og begynder måske også at løbe lidt intervaltræning.
Hvis jeg gør det, og jeg ellers slipper for skader, så når jeg mit mål. Den uge, hvor løbet foregår, er noget ganske særligt for mig. Jeg lader mentalt op hele ugen, drikker meget vand, spiser spaghetti dagen før og er ekstra påpasselig med nattesøvnen. På løbsdagen er alting klar. Jeg møder op i god tid, klæder om, mærker den særlige maratonstemning, udveksler løbehistorier med de andre, går på toilet en ekstra gang - og så er jeg klar.
Løbet er resultatet af mange måneders træning. Jo hårdere og mere systematisk, jeg har trænet, jo bedre går løbet. Nogen løber foran mig. De har trænet hårdere og bedre. Mange løber bagved. De har ikke lagt den samme indsats i det, som mig. Jo, nogen har måske, men de har ikke løbet så mange år som jeg, så de har ikke så stærke muskler og sener og kan måske ikke disponere løbet så godt som jeg.
Min tid bliver, som den bliver, og blot jeg gennemfører maratonløbet er jeg supertilfreds. Bagefter går jeg næsten i en lykkerus, blandet med fysisk udmattelse, og i de følgende dage minder min krop mig hele tiden om den lidt for store anstrengelse, jeg netop har udsat den for. Herligt.
Forestil dig, at jeg havde dopet mig for at opnå et bedre resultat. Det ville være fuldstændig meningsløst. Det ville tage glæden ved resultatet og glæden ved at have gennemført fra mig. Jeg ville have dårlig samvittighed over for alle de andre deltagere, fordi jeg ved, at de har møjsommeligt har trænet sig op og forberedt sig til denne særlige begivenhed.
Doping er en grov overtrædelse af det, jeg betragter som sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde.
Sport handler nemlig om at vinde. Jeg kan ikke vinde et maratonløb, men jeg kan få en pæn placering eller en god tid, og det er en sejr for mig.
Hvis jeg spiller badminton, fodbold eller bare et hyggeligt slag petanque, så spiller jeg hver gang for at vinde. Det er sportens væsen. Det er selve meningen med at dyste med hinanden.
Hvis en af deltagerne snyder - så giver dysten ingen mening. Snyd kan være at dømme forkert med vilje, at skyde genvej eller at dope sig.
Jeg er klar til at bruge alverdens psykologiske tricks for at vinde. Det kan være at lyve mig ude af form, at skamrose modstanderen eller at foregive at have givet op for at få modstanderen til at begå fejl. Bluff er en del af spillet.
Men reglerne skal overholdes. Ellers dyster vi ikke på lige vilkår, og så er det ikke den bedste, der vinder. Så er det den bedste snyder, der vinder, og det er usportsligt.
Synes jeg.