For en uge siden skrev jeg her på bloggen om Martin Thorborgs svovlende kommentar om gebyr for at starte aktieselskaber i Danmark.
Som altid lagde jeg et link ud på Twitter og Facebook, og der kom 20-25 ind for at læse kommentaren. Det var fint.
Jeg sendte også et link til Thorborg, og i går var han så sød at svare. Jeg modtog en lydfil fra ham, hvor han sagligt og stilfærdigt redegjorde for sine motiver. Det blev jeg glad for, så jeg lagde en meddelelse ud på Twitter om, at Thorborg havde sendt et dejligt svar.
Det gav en kæmpe effekt.
I løbet af dagen kom der mails ind om syv nye følgesvende på Twitter. Det sker aldrig for mig. Jeg får højst 1 ny om ugen. Jeg fik også en hilsen fra én, der havde fundet en stavefejl på min blog - tak for det. Så jeg var godt klar over, at der var noget i gære.
Her til morgen kiggede jeg på statistikken, og min blog havde 93 kiggere i går. Vi kan godt blive enige om, at det ikke er ret mange. Men for siden her er det helt uhørt kæmperekord. En gang, hvor jeg rigtig gav den gas, nåede jeg op på 40. Normalt vil et indlæg med en saftig overskrift give 25 besøgende. Men 93 - det har jeg aldrig været i nærheden af.
Nu sidder jeg så og funderer over årsagen til min forbløffende succes. Det er ikke fordi, jeg har skrevet om en kendt person - for det gav jo kun 25 besøg.
Det må være fordi, jeg har fået et svar fra den kendte person.
Ja, mon ikke, det er så ubarmhjertigt, at de besøgende kommer for at høre Thorborgs svar - ikke for at læse mine betragtninger? Det kan jeg godt have en mistanke om. I hvert fald kan jeg konstatere, at de mange besøg ikke har kastet 1 kommentar af sig på bloggen.
Så mit råd til dig, der gerne vil have mange læsere: Skriv noget provokerende om en kendt person og få vedkommende til at svare.
Jeg vil ikke følge opskriften. Jeg vil hellere skrive om noget, jeg brænder for og så lade mig nøje med 20 læsere.
20 gode læsere.
PS. Jeg ville gerne lægge Thorborgs lydfil op på bloggen, men jeg kan ikke finde ud af at vedhæfte filen.
2 kommentarer:
Ja, det er pudsigt. Bruger lidt tanker på emnet for tiden.
De personligheder vi lægger mærke til og snakker om og som får mest opmærksomhed i medierne, er ikke dem der har noget virkelig dybt og interessant at sige, men folk som Joan Ørting, Carl Mar, Amalie, samt indlæg som "Fuck Holger" og tv udsendelser som "For lækker til love" og "De unge mødre".
Størstedelen af landets befolkning sidder klistret til skærmen. Hvorfor?
Jeg har ikke svaret. Min fantasi er at de fleste selv synes deres liv er kedeligt og/eller hårdt og det er befriende at se nogen der trods er dummere end en selv eller som får nogen tæsk fordi de stikker snuden frem i Jantelovens højborg.
Jeg ved godt, hvorfor de personer der er i medierne gør det de gør. De fleste af dem tjener kassen på deres kendthed. Og de kan leve med at målet helliger midlet.
Rønnebærrene er sure sagde ræven og det må jeg tilsutte mig. Jeg har svært ved at sluge den kamel at hvis jeg vil i medierne, skal jeg være ekstrem, dum, provokerende eller promiskuiøs. Jeg er ingen af delene. Jeg har noget at sige, jeg vil gerne dele værktøjer med mennesker, som de kan bruge til at komme videre, men det kræver jo også at dem derude lytter...
For nylig prøvede jeg at lave et blogindlæg med en iøjnefaldende overskrift: http://forum.oestrogen.dk/blogs/metteandersen/archive/2011/01/01/kender-du-en-vampyr.aspx - men det jeg fik ud af det var, at folk sagde: "Nej, den har jeg ikke læst. Vampyrer interesserer mig ikke."
De tog altså overskriften bogstaveligt. Måske skulle jeg have kaldt den "Du er måske vampyr" i stedet, det ved jeg ikke.
Men faktum er at jeg ikke kunne finde på at skrive "Fuck Holger" bare for at få noget opmærksomhed. Jeg ved godt at MT ikke mener det, men stadig...
Måske er det en ny race af journalister der er udklækket, som er fløjtende ligeglad med indholdet og kun ser på seertal - er det mon sådan?
Stener, hvad er dit bud på årsagen til mediernes og befolkningens valg af medieikoner?
Mange hilsner
Mette
Hej Mette.
Tak for en fin kommentar. Jeg kan desværre ikke forklare, hvorfor vi går efter det kulørte og populære. Jeg tror, det har været sådan i flere hundrede år.
Hvem er folk? Det er dig og mig og alle de andre. Så vi kan påvirke udviklingen en lillebitte smule ved vores egen adfærd.
Til gengæld kan jeg trøste dig med, at de nye journalister ikke er ligeglade med indhold - tværtimod. For 10 år siden gik mange ind i faget for at blive berømte. I dag er motivet i højere grad at påpege uretfærdighed i verden.
Send en kommentar