Gå en tur i et af de belastede kvarterer i en af vores storbyer. Så møder du nogle unge rødder, der hænger ud og kigger skeptisk på dig. Det er ikke trygt, og du tænker straks, at de nok er kriminelle og at de burde arbejde i stedet.
De er på samfundets kant. Er de overhovedet en del af samfundet?
Det kommer an på hudfarven. Hvis de er hvide, er svaret ja. Ellers er de ikke. Så er de 2. generations indvandrere, og så har de en bande. De vil ikke integreres, siger vi.
Da jeg løb en tur i København forleden aften sad tre skumle mænd og røg hash på en bænk ved søerne. De var hvide, selv om huden ikke var helt ren. Jeg er sikker på, at de er flittige gæster i politiets døgnrapport. Hvis jeg boede i kvarteret, ville jeg låse min dør meget grundigt, for jeg er sikker på, at de tre fyre og nogle af deres kammerater kunne finde på at bryde ind. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Jeg har også før løbet gennem palækvarterer i Hellerup. Det er en helt anden verden. Her lever folk et isoleret liv uden forbindelse til vores andres hverdag. De har ansatte til at klare det praktiske arbejde og får tiden til at gå med teater-, museums- og cafébesøg. De læser fine bøger og tager på eksotiske rejser. Når huset skal renoveres, hyrer de billige udenlandske håndværkere, for de er sure over de tårnhøje danske skatter. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
I enhver by i Danmark sidder alt for mange ensomme og isolerede mennesker i små lejligheder. De har aldrig haft arbejde eller også har de mistet det, og er nu førtidspensionister. De har et kæmpe forbrug af medicin, en elendig økonomi og ingen omgangskreds. Lægen er deres vigtigste kontakt. De deltager ikke i samfundslivet, stemmer ikke ved valget og gør på overfladen ingenting for at bringe sig selv ud af deres håbløse situation. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Ikke så langt her fra bor en bondemand. Han og samleveren ejer vist 10 gårde, og jeg tror, al deres arbejdskraft er fra Østeuropa. Der ser herrens ud på gårdene, og vi ser jævnligt døde svin ligge udækket tæt på vejen. Bonden har haft flere sager om gylleudslip, og han har pløjet nogle fredede kæmpehøje ned. For mig ser det ud som om, han slet ikke tænker på sine omgivelser men kun på sin egen pengepung. Lever han op til danske værdier? Er han integreret i det danske samfund.Spørgsmålstegn.
Hvad med dig selv? Hvad med mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar