Jeg er fan af Martin Thorborg, og som en rigtig ven kan jeg godt tillade mig at give ham et los i røven.
Forleden udgav den kendte it-mand et af sine hurtigt producerede videopodcasts, og det har fået enorm opmærksomhed. Stor medieomtale, rekordmange hits på YouTube og over 1000 kommentarer. De fleste klapper guruen på ryggen.
Budskabet var okay. Thorborg er rasende over, at det nu koster 2000 kr. at starte et aktieselskab. Det skal han være som stifter af en iværksætterportal.
Men Thorborg bruger de mest primitive og platte kommunikationskneb for at få opmærksomhed. Han opnår ikke de høje seertal på grund af den gode sag. Det er på grund af overskriften og hans frådende udfald mod danskernes trang til at blive underholdt.
Fuck Holger hedder indlægget.
Og en stor del af det handler om den 3-årige dreng, der forsvandt og blev fundet i Tranum Klitplantage. Thorborg bander og svovler over, at danskerne interesserer sig mere for lille Holger end for dem, der skal skaffe os smør på brødet. Undervejs kommer der også en række bandeord om vinderen af X-Factor.
Det er klassisk manipulation og fint udført. Men det er stadig manipulation.
Thorborg bruger Holger og X-Factor til at få opmærksomhed. Og så krydrer han med et overdrevent svulstigt sprog, som i sig selv giver opmærksomhed og får os til at sende linket videre. Hen imod slutningen står manden nærmest og skriger, og tilhørerne glemmer alt om iværksættere og aktieselskaber. Vi sidder bare og måber over en mand, der går bersærk. Og vi tænker: Sender han virkelig det her ud?
Hvis Thorborg virkelig synes, det er forkert, at vi interesserer os for meget for underholdning, så er det ikke troværdigt, at han selv bruger underholdningskneb for at få os til at lytte til ham.
Og jeg er ret sikker på, at historien mere kommer til at handle om Thorborg end om gebyret for at oprette et selskab.
Hvis du har oplevet den stortalende mand, vil du måske indvende, at det ikke er bevidst manipulation. Han er sådan og taler sådan, og når han rigtigt bliver ivrig, vælter grovhederne ud af munden. Det er en del af Thorborgs charme og personlighed.
Ja, det er korrekt. Men det er stadig plat, og når plathederne fylder mere end budskabet, er det bare underholdning.
Det ved Thorborg også godt.
Alligevel gør han det. Og slipper godt fra det. Det er da lidt sjovt.
http://www.thorborg.tv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar