Vores lokale avis, Nordjyske, har i vinterens løb kørt en fremragende artikelserie om lokale konkursryttere. Ved at behandle data fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har de fundet en række nordjyske erhvervsfolk, som er gået konkurs med det ene selskab efter det andet, har efterladt skuffede kreditorer og har videreført samme aktivitet i et nyt selskab.
En af dem er bladmanden Anders Bruun fra Aalborg, der gennem en årrække har udgivet en række magasiner. Det er sket gennem selskaber, som hver gang er endt med at gå konkurs. 18 konkurser og en samlet gæld på 25 mio. kr. har han ifølge Nordjyskes afdækning lagt bag sig.
I februar erklærede Anders Bruun over for Nordjyske, at han ikke længere ville have noget med bladene at gøre, og i går kunne Nordjyse så afsløre, at Bruun fortsat er involveret. Han har købt debitorregistret af konkursboet og bladene drives fra en ejendom, han ejer. Anders Bruun har efter det oplyste med salget at gøre, men han står ikke i bladenes kolofoner, og han er heller ikke direktør i det nye selskab DNA 1.
Den post indtager journalist Jeppe Søe fra 1. maj, og han har i dag krævet en berigtigelse og et dementi af Nordjyske. Får han ikke det, vil han føre en erstatningssag. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk.
Anders Bruun vil ikke udtale sig. Han mener, at Nordjyske fører hetz mod ham, fordi han er en konkurrent til avisen. Samme argument bruger Jeppe Søe.
Uden at have nogen som helst forbindelse til Nordjyske kan jeg garantere, at det argument overhovedet ikke holder. Det er en total misforståelse at tro, at en redaktion på en uafhængig avis skriver artikler, der skal tjene bestemte forretningsmæssige formål for den virksomhed, de er ansat i. Det kan lyde mærkeligt for ikke-journalister, men sådan er det altså. Det ligger dybt i enhver journalist, og det er en helt afgørende forudsætning for avisens troværdighed. Nordjyske skriver også kritisk om AaB, selv om mediekoncernen helt fornuftsstridigt er medejer af sportsselskabet. Jeg kan love for, at hverken bestyrelse eller direktion forsøger at påvirke sportsredaktionens dækning af AaB for at pleje Nordjyskes investering.
Jeg hører tit folk i kommunerne fortælle, at den lokale avis bekæmper kommunen af politiske grunde. Det kan være en såkaldt Venstreavis, som er sur over, at kommunen har fået socialdemokratisk flertal. Men det kan også være en Venstre-kommune, hvor ledende medarbejdere er overbeviste om, at røde journalister med overlæg bekæmper borgmesteren og resten af kommunen.
Det er også rent sludder. En lokalavis er uafhængig i sin dækning. Den forfølger ikke noget politisk formål. Dens mål er at fastholde abonnenterne, intet andet. Den tid, hvor de lokale aviser var talerør for politiske partier er for længst forbi. Det var den stort set allerede i min barndom.
Journalistens motiv er at lave en god historie - interessant, spændende, sjov eller overraskende. Journalistens overordnede, redaktøren, har det motiv at sælge aviser. Og her kommer i øvrigt en anden kendt misforståelse. Vi hører så tit om sensationsjournalistik og får at vide, at aviserne sætter nogle vanvittige overskrifter på for at lokke flere til at købe deres produkt.
Det holder i et begrænset omfang for B.T. og Ekstra Bladet. Men alle andre lever af deres abonnenter, og dem lokkker man ikke til med en saftig overskrift. Tværtimod. Dem fastholder man ved at skrive noget interessant, spændende, sjovt eller overraskende hver dag.
Jamen, jamen, siger du måske. Og så disker du op med eksempler på fejlagtige artikler eller overskrifter, som har skadet en virksomhed, en kommune eller en politisk sag.
Mit svar er, at det er hastværk eller en anden form for dårligt håndværk. Det forekommer. Det forekommer desværre hver dag. Men der ligger altså ikke en udspekuleret strategi bag. Desværre. Det er skuffende enkelt, og der er ingen stor sammensværgelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar