Så er drivhuset sat i gang. Det har taget tre weekender med småpuslerier i glashytten bag i haven. Først skulle den gøres ren, siden skulle ruderne kalkes, og i dag har jeg så sat de spæde planter i sækkene.
Det er ren hygge, og jeg går og gør mig vidtløftige forestillinger om sæsonens udbytte. Krydderurterne kom i deres egen plantesæk for et par uger siden, og de pibler frem. I år har jeg lovet mig selv at plante ruccola-salat to gange. Det gror helt fantastisk i drivhus.
Tomater, agurker og peberfrugter gror meget langsomt i starten, men når så tager fat, er det mirakuløst ustyrligt.
To tomatplanter i en sæk kan blive til et vildnis. Jeg nipper og nipper, og alligevel kan man altid finde et kæmpeskud, der skulle have været fjernet for længst.
Økonomien i foretagendet? Der er helt klart penge at tjene. Tag nu agurkerne. Jeg har købt to planter á 20 kr. plus en sæk til 8. Jeg bruger højst for 2 kr. gødning, så den samlede udgift er 50 kr. Jeg er ret sikker på, at vi får 100 agurker, så det er sølle 50 øre pr. stk.
Fed forretning, hvad? Njaa. Der er lige den detalje, at vi højst spiser 10 agurker. De kommer jo væltende i løbet af 4-5 uger, og vi går ikke sådan lige og gnasker agurker som mellemmåltid. Vi forærer dem væk i rå mængder, og der ender desværre også nogen i kompostbeholderen.
Jeg kan lave et tilsvarende regnestykke med tomaterne, mens peberfrugterne arter sig anderledes. Det ender med meget få vellykkede frugter på spisebordet, så det er en stensikker underskudsforretning.
Men det er dejligt at se tingene gro. Det er forunderligt at plukke sine egne tomater og agurker. Og det er skønt at bilde sig selv ind, at den lille amatørgartner sparer husholdningen for en masse penge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar