I mere end halvandet år har jeg nu ladet fornuften styre min træning.
Alt, alt for sent gik det op for mig, at mine ben ikke kunne holde til den ret hårde løbetræning, jeg har nydt siden 1982. Efter 8-9 år med konstante skadesperioder skruede jeg endelig ned for ambitionsniveauet, og her i 20erne har jeg knap nok løbet en tur over 10 kilometer.
Det går efter planen
5-7 kilometer bliver det til to-tre gange om ugen. Dertil en meget lang gåtur hver lørdag morgen plus en masse korte gåture med hunden og en cykeltur i ny og næ.
Det går fuldstændig efter planen. Ingen skader og dermed ingen pauser på to, tre, fire eller mange uger, som jeg tidligere har været plaget af. Jeg kan stadig tage løbetøj med, når jeg overnatter et mystisk sted i landet og udforske nye lokaliteter med pulsen i vejret. Det er en kæmpe fornøjelse. Det er løbeglæde.
Ur og telefon holder styr på skridt og energiforbrug, og det går rigtig godt. Jeg er markant over niveauet for tre-fire år siden, så rent logisk må jeg være i udmærket form.
Godt - men jeg er ikke tilfreds
Alt ville således være godt, hvis mennesket kun var styret af fornuft. Men sådan er det ikke for mit vedkommende. Jeg er ikke tilfreds med mit løberi. Jeg synes, jeg burde kunne løbe mindst 10 kilometer hver gang i et fornuftigt tempo. Men det går ikke. Jeg skal sætte farten ned for at holde til det i 10 kilometer og gerne gå op ad et par bakker.
Og selv om jeg er ved at have fattet, at jeg ikke er 42 år, kan jeg ikke acceptere at lunte afsted med under 12 kilometer i timen. Så jeg tager mine 7 kilometer i pænt tempo og aftaler med mig selv, at jeg snupper en 10er næste gang. Der kommer jeg så igen ind i en god rytme og må korte turen ned, fordi jeg løb for hurtigt.
Tiden er dag ligegyldig
Fornuften siger mig, at ingen andre aner eller interesserer sig for, om jeg løber en kilometer på 4:50 eller 5:20. Så jeg kan da bare løbe langsomt og så tage de 10 eller 12 kilometer.
Det bliver spændende at se, om fornuften også vinder denne mentale kamp imod løbetossen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar