Min seneste diagnose
Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.
Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.
Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.
Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.
Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar