søndag den 20. juni 2010

Proportionsforvrængningens højtid

I denne uge vedtog den svenske rigsdag med to stemmers flertal at videreføre atomkraften. Det var naturligvis en stor skuffelse for a-kraft modstanderne, at den hidtidige beslutning om at afvikle den farlige energiform blev ændret i ly af finanskrisen.
En gruppe demonstranter stod vagt foran rigsdagen i de dage, hvor afgørelsen skulle falde. Radioen rapporterede, at de blev meget opmuntrede, da et udenlandsk tv-hold opsøgte dem. Reporterne ville vide, hvad det betød for Sverige, at der skulle være... prinsessebryllup i Stockholm.
For demonstranterne var det en kold dukkert.
Men historien fortæller helt præcist, hvordan medierne prioriterer. En prinsesse og et halvt (amputeret) kongerige er og bliver alletiders historie. Den er også meget nemmere at forstå end en indviklet historie om principperne for energiforsyning.
Jeg skriver det ikke for at gøre nar af journalisterne, for jeg ville prioritere på samme måde. Ud fra den simple sandhed, at læserne/lytterne/seerne interesserer sig mere for kongestof end for politik.
Medier er én stor proportionsforvrængning. I disse uger står det lysende klart. Ugens største begivenhed i Danmark er VM i fodbold, og nummer to er nu afdøde Finn Hval i Vejle. Resten kan jeg ikke huske. I næste uge bliver hvalen afløst af Caroline Wozniacki, som forhåbentlig skal spille en masse kampe i Wimbledon.
Hjørrings tidligere erhvervschef Jens Jørgen Bolvig underholder gerne med en af de komiske prioriteringer fra Vendsyssel Tidendes tid. En dag i november 1989 blev han forment adgang til et møde på Flådestation Frederikshavn, angiveligt fordi han var fra Hjørring. Det fyldte 3/4 af næste dags forside på vores avis. Nede i bunden fandt vi plads til at fortælle, at Berlinmuren var faldet.

Ingen kommentarer: