Svenskerne hyler af forargelse over, at deres konge har forsødet sin trivielle tilværelse med et eller flere besøg på en stripbar. Hvad er der galt i det?
De fleste mænd kan godt lide at se kønne unge piger, som smider tøjet. Mon ikke flere danske prinser og et par ministre også har besøgt sådan et etablissement? Det er da temmelig uskyldigt, men det har fået de såkaldte seriøse svenske medier helt op i det røde felt og kræve kongens afgang.
Det er der slet ingen grund til. Sagen viser netop, at han løser sin opgave på glimrende vis. Kongaehusets vigtigste funktion er at underholde befolkningen. De kongelige skal optræde med ligegyldige historier i så mange medier som muligt, og her er Carl Gustav eminent.
I Danmark er der for tiden en diskussion om mediestøtten. Spørgsmålet er, om apanagen til kongehuset også skal inddrages i den debat. Hvad vil medierne helst undvære - milliardstøtten fra staten eller de mange letbenede, populære historier om de kongelige?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar