søndag den 26. juni 2011

Jeg har vundet et løb

For første gang i mit liv vandt jeg i dag et motionsløb.
Sådan en triumf kan man opnå på to måder. 1. Ved hård og systematisk træning. 2. Ved at stille op i et løb med få deltagere. Jeg valgte model 2.
Toppen af Danmark løbet havde samlet et par hundrede deltagere ved Palmestranden i Frederikshavn og jeg vil tro, at 25 af os løb distancen på 12 km. Mit løb gik udmærket. Det var i middagsheden, som jeg hader, så jeg lagde fra land i 4:25 pr kilometer. Den fart holdt jeg de første 9 kilometer, og så kunne jeg øge tempoet en anelse på den sidste af de fire rundture. Jeg tror, jeg kom i mål et par minutter før nummer to. Jeg fik en sponsorpræmie og blev fotograferet sammen med arrangøren Jan Vajhøj.
Den største glæde ved den lille triumf er, at min datter Lærke nu endelig kan være stolt af sin far. Da jeg løb mit første maratonløb i 1996 var Lærke 7 år, og jeg husker stadig hendes forventningsfulde blik, da jeg kom dødtræt hjem fra Aarhus.
- Vandt du?, spurgte Lærke.
- Nej, men jeg gennemførte, svarede jeg stolt.
- Hvad nummer blev du? lød det hurtigt fra den lille frækkert.
- Nummer 200- og et eller andet, svarede jeg.
Skuffelsen stod malet med monsterbogstaver i Lærkes ansigt. Hendes billede af far som den bedste og stærkeste i Verden krakelerede totalt.
Det har jeg nu repareret. Lærkes far er uden sammenligning Verdens hurtigste løber blandt dem, der stillede op på 12 kilometeren i Toppen af Danmark Løbet 2011.
Til lykke, Lærke.

Ingen kommentarer: