fredag den 4. marts 2011

Stortalende Duracell-kanin uden pauseknap

Ugens største begivenhed for mig hedder Martin Thorborg. Jeg havde taget initiativ til at invitere den kendte iværksætter og it-millionær til et offentligt arrangement i Arena Nord og senere til et firmamøde i Tankegang.
Jeg har arbejdet på sagen i flere måneder, og i tirsdags oprandt den store dag. Jeg oplevede det som en succes. Der var 355 tilhørere i Arenaen, og Thorborg var bare god. Det var han også bagefter i Tankegang, og det har virkelig givet os et ryk i vores fælles forståelse af de digitale muligheder og trusler.
Og så kan man ikke undgå at blive fascineret af mandens snakketøj. Hold da op. Han taler højt, hurtigt og vedvarende. Det vælter ud, og det er nyt hele tiden. Martin Thorborg er en ung udgave af Johs. Møllehave - en stortalende Duracell-kanin uden pauseknap.
Efter hans godt to timers optræden i Arenaen, kom folk hen for at hilse på Thorborg. Han var rigtig sød og talte med alle, og han var omgående på og satte sig ind i folks problemstillinger. Der var nogle handelsskoleelever, som havde udviklet ørepropper til hunde, en ung mand der ville sælge is fra en cykel i Skagen og en forhandler af den herlige spise muslinger. Alle fik en seriøs vurdering af deres forretning og nogle råd til at optimere den. Det tog mere end en halv time, og jeg så ham stå på parkeringspladsen og gestikulere og bigtalke med tre unge mænd, der havde gang i en ny hjemmeside.
Så var der 5 minutters kørsel ned i Tankegang, et toiletbesøg - og to timers uafbrudt tale igen. Vi bød den rare mand på frokost. Jeg sad ved hans bord, men jeg garanterer, at alle 40 i lokalet hørte de drabelige historier, han der fortalte. Med ild i øjnene og alle antenner åbne.
Så sagde jeg farvel og var helt ør i hovedet. Martin satte sig i en bil og kørte til Esbjerg, hvor den stod på et nyt foredrag om et tredje emne end dem, der havde været på tapetet i Frederikshavn. Jeg er sikker på, at de også fik fuld valuta for pengene.
Inden han nåede til Esbjerg, var han lige inde på amino.dk for at kommentere et par indlæg.
Jeg får tit at vide, at jeg har et irriterende højt energiniveau, og at jeg taler for meget. Det gør jeg muligvis også, men i forhold til Thorborg er jeg en forsagt skoledreng på 87 år.
Til gengæld kan jeg mærke, at det giver energi at være sammen med manden. For selv om han taler rigtig meget, så er han glimrende til at lytte. Han opfanger lynhurtigt et problem, og så kan fiske en historie frem om en ven, der har haft et tilsvarende og har fundet en kreativ løsning på det.
Jeg hader gentagelser, så Thorborg skal ikke inviteres til Frederikshavn igen. Næste gang må jeg opsøge ham. Jeg går og pønser på en fagligt forsvarlig undskyldning for at nappe en uge i Florida.

Se også http://guldkorn.tankegang.dk

2 kommentarer:

tam sagde ...

Det lyder som et virkelig spændende arrangement - som det kunne have været interessant at have været med til, ikke mindst ud fra din beskrivelse, men dén mulighed opstår jo nok igen, da den kære mand jo er særdeles aktiv i Danmark.
Det er muligt at du ikke kan matche ham i tale, men til gengæld har du et fantastisk skriftsprog der fastholder én fra start til slut og får én til næsten at opleve begivenheden selv om man ikke var tilstede. En Duracell-pen der bare kan blive ved og ved uden at løbe tør. Godt indlæg.

Stener sagde ...

Hej tam

1000 tak for roserne :-)