Grin af dig selv

I går sendte det alvorlige P1 lige pludselig hele den pragtfulde sketch Tømmerflåden med Dirch Passer og Keld Petersen. Jeg sad i bilen og hørte det, og jeg grinede flere gange. Ved afslutningen lo jeg højt ud i den tomme bilkabine.
Mærkeligt. Der var intet overraskelsesmoment i fortællingen. Jeg kan hver en bemærkning udenad, jeg kender deres betoninger og synes næsten, jeg kan se de to foran mig, selv om sketchen er ældre end mig.
Bagefter tænkte jeg i et kort sekund på, at det var lidt pinligt at sidde alene i en bil og grine. Men så fandt jeg på noget andet og endnu mere ligegyldigt at tænke på.
Her til morgen vendte tanken tilbage, da jeg hørte et andet P1 program. Her fortalte en amerikansk forsker, hvorfor vi griner. Og der var et par overraskende svar.
Vi griner langt mere af almindelige bemærkninger end af vittigheder og sjove historier. Det kan være en kvik replik eller en sjov kommentar, men i mange tilfælde griner vi af almindelige høflighedsfraser. Et grin skaber god kontakt.
Og så kommer afsløringen: Vi griner dobbelt så meget af det, vi selv siger som af det, vi hører.
Du kender sikkert godt den irriterende type, der fortæller noget og straks selv bryder ud i en hysterisk voldsom og langvarig latter inden andre har fattet morskaben. Sådan er vi ikke alle sammen, men vi har en snert af det. Jeg kan i hvert fald godt genkende den med, at jeg nyder at grine med, når jeg selv er kommet med en morsom bemærkning. Men at vi ligefrem skulle grine dobbelt så meget af os selv som af andre - det lyder voldsomt.
Forskerne har fundet frem til konklusionerne ved simple studier af folk på gaden, og de var selv lidt overraskede over resultaterne.
Latter er ikke bare en reaktion på noget morsomt. Det er i langt højere grad et kommunikationsværktøj. Jeg griner for at signalere, at jeg er sjov eller har humoristisk sans.
Derfor griner vi meget sjældent alene, som jeg gjorde i bilen i går. Men var jeg alene? Eller var jeg sammen med Keld & Dirch på P1? Ja, dem var jeg sammen med, og deres formål med hele sketchen var jo at få mig til at grine. Det vidste jeg godt, og derfor bekræftede jeg over for mig selv, at jeg er en humoristisk person.
HA!