Prut, pik og patter

Når jeg skriver om krig og klima styrtdykker læsertallet, men overskriften her skal nok blive et hit.
Prut, pik og patter interesserer nemlig alle. Og det er sjovt.
Det har jeg selv hørt skuespiller Martin Brygmann fortælle i radioen. Intervieweren sagde en smule anklagende, at Det Brune Punktum mest handlede om prut, pik og patter.
- Ja, grinede Brygmann. Det er da også sjovt.
Og så fortalte han, hvor skægt hele familien havde haft det, da datteren fik en pruttepude.
Det er jeg enig i. Det er da sjovt at lægge en pruttepude på en stol, og det er da bare super hvis én sætter sig på den uden at opdage det.
For nylig havde en af mine kolleger lagt en grinebamse i garderoben i Tankegang. Jeg tror, der var en sensor i, så når man stod et særligt sted, begyndte den at grine. Jeg grinede med hver eneste gang, og det var bare sjovt.
Det var da også, når jeg sad i sofaen ved siden af min bedstemor. Mens hun kiggede til den anden side, satte jeg en pegefinger tæt på hendes kind og sagde "bedstemor!". Når hun vendte sig om imod mig, og fik fingeren ind i kinden, skreg jeg af grin. 10 minutter senere gjorde hun det samme ved mig og grinede lige så højt.
Det er stadig sjovt, og hvis jeg kan få Lærke til at gå på den, er det bare fedt.
En vittighed med store bryster, små tissemænd eller bare noget halvsjofelt tager altid kegler. Ørkenens Sønner kommer aldrig over bæltestedet, og vi er ved at dø af grin under hele forestillingen.
Forklaringen?
Den findes ikke. Man kan ikke analysere sig til en forklaring på humor. Hvis man først går i gang med at tænke og spekulere, er det ikke sjovt længere.
Det sjove er - at det er sjovt.