søndag den 13. marts 2011

Lever du op til danske værdier?

Lars Løkke udnævnte forleden en integrationsminister, der ikke går ind for integration. Det er lige så sjovt som ham præsten, der ikke troede på Gud.
Løkke skulle selvfølgelig forklare sig over for journalisterne, og det blev til en sang om, at folk, der kommer her til, skal leve op til danske værdier.
Det lyder sådan set rigtigt. Det rejser bare en masse spørgsmål, som nærmest er umulige at svare på.
Hvad er danske værdier? Løkkes bud er demokrati, ytringsfrihed, ligeværd og en uformel omgangsform.
Det er hans bud. Er det de danske værdier? Eller er det nogen, Folketinget vedtager? Eller regeringen? Eller Etisk Råd? Eller Værdikommissionen?
Hvad er så demokrati, ytringsfrihed, ligeværd og en uformel omgangsform? Skal man gå ind for det på den måde, som Løkke, Søren Krarup eller Villy Søvndal fortolker det? Skal man også praktisere det? Japanere, der er opdraget med en formel omgangstone - lever de ikke op til de danske værdier?
Må man gå ind for et demokrati, hvor det ikke er en konge, der skal underskrive lovene, og hvor der er beskyttelse af mindretallet? Må man gå ind for en uformel omgangstone i Folketinget, så medlemmerne ikke behøver at tiltale hinanden hr., fru og frøken?
Hvem skal vurdere, om indvandrere og flygtninge lever op til danske værdier? Og hvordan skal de gøre det? Er det en test, eller skal vi over i noget sindelagskontrol med løgnedetektor og sager? Hvad nu, hvis indvandreren fra Canada siger, at han går ind for ligeværd, men i virkeligheden sympatiserer med Ku Klux Klan?
Okay. Det kunne være et spændende eksperiment. I dag er det jo sådan, at vi smider folk ud, der taler dansk, har arbejde i Danmark og lever som danskere. Senest har et ægtepar fra Frederikshavn måtte forlade landet, fordi manden ikke kunne få opholdstilladelse. Kvinden er dansk, de er gift og har to børn sammen.
Men Lars Løkkes værdier om ligeværd levner ikke plads til dem i hans samfund.

Ingen kommentarer: