Den rå løbeglæde

Jeg stod tidligt op i morges og kørte til et møde i Silkeborg. Efter en afstikker i Ikasst var jeg hjemme kl. 16.45 og gik straks en tur med hunden i skoven, mens jeg hørte en fantastisk krimi.
Så var det på med løbeskoene og ud i det blå.
Det blev en af de helt fantastiske ture. Du skal være løber og sikkert også mindst moderat tosset for at forstå det, men en løbetur kan være en magisk oplevelse. Det skete for mig i dag.
Solen ofrede sine sidste stråler. Luften var helt klar og frisk. Nok var det kun et par grader varmt, men der var også en slags forår i luften. Alene det, at der er lyst klokken 18, er jo et forårsfænomen. Det kunne jeg mærke.
Straks fra de første skridt følte jeg mig godt tilpas. Det er noget med åndedrættet. Det er som om, kroppens iltapparat har ubegrænset kapacitet. Det udsender nogle positive signaler om, at det godt kan lide at blive brugt.
Et stykke ude på ruten var der en stigning, og der fik jeg for første gang den magiske fornemmelse af fysisk overskud. Så jeg besluttede på stedet at løbe en anden vej, så min tur blev på 13 kilometer i stedet for de planlagte 10.
Jeg løb og tænkte på noget - noget positivt, der gjorde mig glad.
Og uden at have planlagt det, dukkede der en historie op i mit hoved. Den skal jeg bruge på fredag, når jeg skal stå for en visionsworkshop om Gudenåen. Resten af løbeturen fortalte jeg historien for mig selv og forfinede den. Så jeg var nærmest på arbejde.
Hen imod slutningen af ruten var der en meget kraftig stigning. Jeg kan ikke engang huske, om det var hårdt. Jeg var så opslugt af min historie, at jeg knap nok registrerede den stejle bakke.
De sidste par kilometer sætter jeg altid farten op. Jeg har jo mit løbeur på, og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg også gerne vil have en ordentlig tid.
Det blev bestemt ikke til nogen spurt i dag, men da jeg kom hjem, afslørede uret, at jeg havde løbet i en rigtig fin gennemsnitstid: 4.43 minutter pr. kilometer. Det er ret godt med et par stejle stigninger.
Men det er fuldstændig ligegyldigt. Det var simpelthen bare en fantastisk tur, som gjorde mig glad, gav mig energi og gav mig lyst til at formidle oplevelsen videre til dig.
Folk, der ikke er løbetosser, spørger undertiden hvorfor jeg løber. Når jeg svarer, at det er for at opleve løbeglæden, smiler de skævt eller overbærende. Jeg ved ikke, om min lille historie her forklarer det bedre. Det er også lige meget.
For det var en deeejlig tur.